Hvad er drivhuseffekt for noget?

Ordet drivhuseffekt er en populær beskrivelse af den kendsgerning, at nogle luftarter i atmosfæren kan tilbageholde varmestråling, så den ikke forsvinder ud i verdensrummet. Disse luftarter kaldes for drivhusgasser og omfatter bl.a. vanddamp, kuldioxid og metan. Drivhusgassernes opvarmningseffekt kan måles nøjagtigt og har for de mest kendte drivhusgasser været kendt i meget lang tid.

Drivhusgasserne holder på solens varme ligesom glasset i et drivhus. Glasset lader solens kortbølgede stråling slippe ind, men holder på den langbølgede varmestråling. Derfor bliver luften varmere inde i drivhuset end udenfor.

Der har været drivhusgasser i Jordens atmosfæren siden den blev dannet. Atmosfærens naturlige drivhuseffekt betyder, at Jorden er ca. 33 grader varmere, end den ellers ville være. Uden drivhusgasserne til at holde på varmen, ville Jorden være en dybfrosset snebold.