Ved store vulkanudbrud kan enorme mængder af støvpartikler og svovldioxid blive sendt op i den øvre del af atmosfæren. Her spreder støvskyen sig - i nogle tilfælde til det meste af kloden - og reflekterer solstrålerne tilbage til verdensrummet. Ved meget store vulkanudbrud kan asketæppet reflektere en stor del af solens stråling og forårsage et fald i den globale gennemsnitstemperatur på én grad eller ved de største udbrud måske mere. Virkningen efter et sådant udbrud kan stadig registreres op til tre år senere.

Samtidig med støv og svovldioxid sender vulkanudbrud store mængder kuldioxid op i atmosfæren. Vulkaner har altså en dobbelt effekt på klimaet. På den ene side kan der på kort sigt ske en nedkøling af Jorden, hvis store mængder støv og svovldioxid sendes op i de øverste lag af atmosfæren - stratosfæren. På den anden side vil kuldioxid, som er en drivhusgas, medvirke til en øget drivhuseffekt, og dermed - på lidt længere sigt - en global temperaturstigning.

Selv om vulkaner kan forårsage enorme naturkatastrofer, er de uundværlige for livet på jorden. Alt tyder på, at Jordens atmosfære og til en vis grad også havene er skabt af de luftarter og den vanddamp, som vulkansk aktivitet har frigjort fra Jordens indre. Vulkaner er også den primære kilde til atmosfærens kuldioxid. Uden kuldioxid i atmosfæren ville der ikke være nogen drivhuseffekt, og Jorden ville sandsynligvis være for kold til at opretholde højerestående former for

liv. Jordens vulkanske aktivitet har altså været en afgørende betingelse for, at livet har kunnet udvikle sig fra encellede organismer til højerestående organismer og i sidste ende til mennesket.