Jordens barndom var præget af hyppige og voldsomme meteornedslag. Så mange, at det har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt en del af det vand, der er i oceanerne, oprindeligt stammer fra de utallige meteorer, som Jorden blev bombarderet med de første mange millioner år af dens levetid. Meget tyder på, at det faktisk forholder sig sådan.

Den voldsomme meteorregn er forlængst taget af, men selvom der nu er langt færre meteorer i solsystemet, er der stadig masser af rester tilbage fra solsystemets dannelse i omløb mellem planeterne. De fleste af de meteorer, der rammer Jorden, er så små, at de aldrig når Jordens overflade, men brænder op i atmosfæren. En del af dem - måske endda i tusindvis hvert år - er så store, at de ikke når at brænde helt op i atmosfæren. I sjældne tilfælde kan de rester, der når ned, veje flere kilo og anrette skader på huse og biler.

Meget store meteorer er heldigvis sjældne. Men når de med måske millioner af års mellemrum rammer jorden, kan resultatet blive en global klimakatastrofe som den, der sandsynligvis førte til dinosaurernes uddøen for ca. 65 millioner år siden. Alene chokbølgen fra et stort meteornedslag vil kunne lægge i tusindvis af kvadratkilometer øde. Og de mængder af støv og aske, som sendes op i atmosfæren ved nedslaget, vil kunne medføre en global temperatursænkning på op imod 10°C. Følgerne for dyrelivet og - hvis det skete i vor tid - for den menneskelige civilisation ville være uoverskuelige.

Virkningen af et meteornedslag vil dog i høj grad afhænge af, hvad det er for en slags meteor. En sten eller jernholdig asteroide vil lettere kunne trænge igennem atmosfæren end en komet af samme størrelse. Kometer består af meget store mængder is og vil derfor lettere fordampe og gå i stykker på turen igennem atmosfæren.