Den vestlige verden har et alvorligt problem. Problemet er vores livsstil. Vi har vænnet os til, at det er i orden med et uhæmmet forbrug af kul, olie og gas. Og vi har indrettet vores samfund på, ja vi kræver nærmest, at det skal være billigt at bruge løs af den fossile energi.

Store boliger, masser af elapparater til at gøre dagligdagen let og behagelig, masser af bilkørsel og flyrejser til fjerne lande. Alt sammen skaber det store udledninger af drivhusgasser. Vores energiforbrug ligner i stigende grad narkomani. Vi ved godt, at vi bliver mere og mere afhængige, men langt de færreste gør noget ved det i praksis.

Vi kan komme langt med at effektivisere vores energiforbrugende apparater, transportmidler osv. ad teknologisk vej. Men hvis vi bliver ved med at fylde flere energislugende apparater ind i vores større og større hjem, hvis vi kører mere og mere i bil og flyver mere og mere, så kan nok så megen effektiv teknologi ikke dæmme op for vores stigende energiforbrug.

Vi er nødt til at overveje, hvad der er reelle behov, og hvad der er dårlige vaner og magelighed. Hvorfor skal vi vaske tre bluser i stedet for at fylde vaskemaskinen op? Hvorfor tørrer vi ikke tøjet på tørresnoren i stedet for i tørretumbleren. Er det virkelig nødvendigt at sidde i vores bil i kø på motorvejen, når det i de fleste tilfælde er lige så hurtigt at bruge offentlige transportmidler? Og hvorfor kræver vi ikke bedre offentlige transportmidler i stedet for flere motorveje? Vores lange ferierejser med fly er et stigende problem for klimaet. Er det virkelig nødvendigt at flyve langt for at slappe af? Hvor mange fjernsyn har en familie egentlig behov for?

Ønsker vi en bare nogenlunde tålelig tilværelse for vores børn, når de bliver voksne, og for deres børn, må vi lægge vores livsstil om – hellere i dag end i morgen. Det betyder ikke, at vi skal flytte tilbage i jordhulerne. Men det var måske værd at overveje, om vi bliver lykkeligere af hele tiden at skulle have mere. Specielt når vores børn og børnebørn kommer til at betale prisen.