I løbet af de sidste 100 år er mennesket for alvor begyndt at gribe ind i det naturlige kulstofkredsløb. Menneskets indgriben består groft sagt i, at vi frigiver bundet kuldioxid til atmosfæren. Igennem hele Jordens udviklingsforløb er kuldioxid blevet deponeret i jorden, blandt andet i form af kul og olie. Denne deponering af kuldioxid har langsomt bragt kuldioxid-niveauet i atmosfæren ned, i takt med at solen er blevet varmere.

Den olie og det kul, vi brænder af for at få energi til motorer, elektricitet og varme, kommer fra millioner år gamle kuldioxid-lagre. Og processen er irreversibel set i en menneskelig målestok. Det vil sige, at har vi én gang frigjort det bundne kuldioxid, vil det vare millioner af år, før det er bundet igen og balancen genoprettet.

Også jordens levende plantedække udgør et lager for kuldioxid. Når vi fælder skovene og når tørre områder f.eks. på grund af overgræsning bliver omdannet til ørken, frigives kuldioxid fra de døde træer og planter og det humuslag, træer og planter vokser i, og samtidig hæmmes den optagelse af kuldioxid, som de levende træer og planter medvirkede til.