Når koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren øges, så betyder det, at mere varmestråling fra Jordens overflade tilbageholdes. For at genvinde balancen mellem den stråling, Jorden modtager fra Solen, og den stråling, der sendes tilbage til verdensrummet, må hele det globale klimasystem forandre sig. Klimamodellerne er et forsøg på at beskrive denne forandring.

De globale klimamodeller bruges til at fremskrive klimaudviklingen på lang sigt. De bygger på store, komplekse computerberegninger, som forsøger at medtage så mange af de kendte sammenhænge i klimasystemet som muligt, i matematiske beskrivelser. De store klimamodeller forsøger ikke at forudsige vejret dag for dag, men søger gennemsnitsværdier for temperatur, luftfugtighed og nedbør i det lange tidsperspektiv.

I modsætning til de kortsigtede vejrforudsigelser, som vi kender fra vejrudsigterne, er mulighederne for at teste de komplekse klimamodeller ret begrænsede. Der er dog mulighed for at teste klimamodellerne ved at tage nogenlunde kendte klimadata fra for eksempel forrige århundrede og derefter beregne klimaet frem til i dag. Det vil så være muligt at

se, hvor godt klimamodellen rammer den klimaudvikling, der faktisk har fundet sted.

Der er sket store fremskridt i udviklingen af klimamodellerne, siden man udarbejdede de første globale modeller. De nyeste modeller kan tage højde for en lang række faktorer som svingninger i solens stråling, jordens plantedække, udvekslingen af CO2 mellem atmosfæren, biosfæren og havet osv. Selv om der er lang vej endnu til den fulde forståelse af klimaets komplicerede sammenhænge, udbygges forståelsen for hver dag, der går, med nye forskningsresultater. Samtidig bliver der stadig mere computerkraft til rådighed til at foretage de komplicerede modelberegninger.