Vejret skifter hurtigt og nogle gange brat. Inden for den samme årstid kan vejret veksle mellem varme og kolde perioder, sol og regn, stille og storm. Skift i vejret kan gå hurtigt, til tider så hurtigt at vi overraskes af tordenbyger og voldsom blæst.

Klimaet derimod ændrer sig kun langsomt og umærkeligt. De mange feedback-mekanismer, som Jordens klimasystem indeholder, betyder, at ændringerne dæmpes og forsinkes. Derfor vil de påvirkninger, mennesket udsætter klimaet for, heller ikke kunne ses med det samme.

Når vi udleder CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren, vil koncentrationen hurtigt stige. Det betyder, at Jordens varmebalance ændrer sig. Men fordi både havenes og jordens overflade hurtigt kan opsuge mindre temperaturvariationer, vil det vare 20-30 år, før den ændrede varmebalance vil give en målbar ændring i atmosfærens temperatur. Og de første ændringer vil være skjult af de normale små og store svingninger, der er i vejret fra år til år. Det betyder også, at konsekvenserne af et varmere klima i naturen rundt om os først bliver tydelige efter endnu nogle årtier.

Derfor er vores forståelse af de konsekvenser, vores udledninger af drivhusgasser har, hele tiden flere årtier bagud. Det, vi ser i dag, er konsekvenserne af det, vi gjorde for 30 år siden eller mere. Og det, vi gør i dag, ser vi først de fulde konsekvenser af om 30 år eller mere.