Når atmosfærens gennemsnitstemperatur stiger, vil temperaturstigningen forplante sig til vandet i havene. Først til havenes overflade, og derefter meget langsomt til de dybe lag i havene. Havenes vandspejl vil så begynde at stige, fordi vandet udvider sig, når det bliver varmere.

Atmosfærens gennemsnitstemperatur reagerer med en forsinkelse på nogle årtier, når indholdet af drivhusgasser stiger. Havene reagerer endnu langsommere. Det tager lang tid for vandet at blive varmet op, noget vi tydeligt mærker, når havet i forsommeren stadig er koldt, mens luften er varm.

Det tager altså tid, før en stigning i den globale gennemsnitstemperatur giver sig udslag i en stigning i havets gennemsnitstemperatur. Derfor vil det også tage lang tid, mindst 50 år eller mere, før det er muligt at registrere en stigning i havets overflade efter en stigning i atmosfærens indhold af CO2. Til gengæld bliver havet ved med at stige mere end 1000 år efter, at vi holder op med at udlede drivhusgasser i atmosfæren. Så lang tid tager det, før havets vandmasser helt ned i det dybe ocean har optaget den ekstra varme, og der igen er kommet balance mellem temperaturen både i dybhavet, havets overfladelag og atmosfæren.

Når IPC i deres fjerde statusrapport siger, at havet sandsynligvis vil stige mellem 20 og 40 centimeter på grund af varmeudvidelsen i løbet af dette århundrede, så er der altså kun tale om en lille del af den totale stigning på flere meter. Resten får de kommende mange generationer ”glæde” af.

Og så er der kun tale om varmeudvidelsen. Afsmeltningen fra polernes iskapper er ikke medregnet.