Hvad er risikoen for, at Golfstrømmen svækkes eller går i stå, og hvad vil konsekvenserne i givet fald blive?

Ifølge IPCC’s fjerde statusrapport er det meget sandsynligt, at Golfstrømmen vil svækkes i løbet af det 2100 århundrede. Man regner med en svækkelse på cirka 25 % med et sandsynlighedsspænd på mellem 0 og 50 %. Derimod regner man ikke med, at der vil ske større og pludselige ændringer i løbet af det 21. århundrede.

Andre modelberegninger er noget mere pessimistiske. En vurdering kommer frem til, at sandsynligheden for et kollaps af den nordatlantiske dybvandspumpe med en deraf følgende standsning af tilførslen af varmt vand til Nordeuropa inden for de næste 200 år er større end 50 % med fraværet af en global klimapolitik – det vil sige stort set en fortsættelse af situationen i dag. Det vil betyde en global opvarmning på mellem 2 og 5°C. Selv med en klimapolitik baseret på CO2-afgifter vil sandsynligheden være over 25 %.

På trods af disse forskellige vurderinger ser der ud til at være enighed om, at der ikke eksisterer et “sikkert” stabiliseringsniveau for CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Europas gennemsnitstemperatur har i det meste af perioden efter seneste istid på grund af Golfstrømmens varmetilførsel ligget op imod 8- 10°C højere end temperaturen på tilsvarende breddegrader andre steder på Jorden med den største forskel om vinteren. Hvis Golfstrømmens varmetilførsel standser, vil Europa altså opleve koldere vintre, også selv om temperaturstigningen på grund af den globale opvarmning medregnes. Også USA’s midtvest og Grønland vil ifølge klimamodeller blive koldere. Til gengæld kan Alaska blive varmere, hvilket vil påvirke permafrosten negativt. Den sydlige halvkugle kan også få varmere vintre, hvilket kan forstærke nedsmeltningen af iskappen på Vestantarktis.

En standsning af den cirkulation, som styrer Golfstrømmen, vil også kunne føre til en hurtig havstigning på cirka en halv meter i det nordatlantiske område, fordi vandet ophobes, når det ikke bliver ført væk af den sydgående dybhavsstrøm. En standsning af tilførslen af næringsholdigt dybvand til Sydhavet vil kunne få omfattende konsekvenser for livet i havene.

Beregningerne af konsekvenserne er stadig meget usikre, men meget tyder på, at konsekvenserne kan blive omfattende.