Kystområderne er de tættest befolkede og mest frugtbare områder i verden. En højere vandstand kan sammen med storme og tidevandsbølger på længere sigt true cirka 5 millioner kvadratkilometer kystareal verden over. Selvom det kun er 3 % af verdens samlede landareal, udgør det en tredjedel af den opdyrkede jord, og her bor over en milliard mennesker.

Der er store forskelle på, hvilke konsekvenser en højere vandstand vil få. Lavtliggende lande som for eksempel Bangladesh og små øsamfund i Stillehavet er særligt udsatte. Hvis havet stiger 1 meter, viser beregninger, at Bangladesh vil miste 17,5 % af sit landområde og atollen Majuro, en af Marshall-øerne, vil miste 80 % af sit areal. Et land som Uruguay vil derimod kun miste 0,05 % af landets areal.

Ændrede nedbørsmønstre vil betyde tab af landbrugsjord mange steder i verden. FN’s landbrugsorganisation, FAO, vurderer, at størrelsen af de landområder, som modtager regelmæssig nedbør, vil falde med cirka 11 % i udviklingslandene. Alene i Afrika vil størrelsen af tørkeramte områder stige med cirka 90 millioner hektar eller et område fire gange større end Storbritanniens allerede i 2008. Heller ikke Europa går fri. I Spanien er ørkenen allerede på fremmarch, og man regner med, at en tredjedel af al landbrugsjord er truet af tørke, og samtidig er ferskvandsreserverne under hårdt pres på grund af overudnyttelse. Bremses den globale opvarmning ikke, vil store dele af Spanien og andre sydeuropæiske lande med stor sandsynlighed efterhånden blive omdannet til ørken, og store landbrugsområder vil gå tabt.

Et ændret klima præget af tørke og voldsom nedbør vil øge risikoen for erosion specielt i bjergområder. Her er frugtbar landbrugsjord allerede nu en mangelvare. Ulige jordfordeling og befolkningstilvækst tvinger mange steder fattige bønder til at dyrke erosionstruede områder somfor eksempel stejle bjergskråninger.