En stor del af de drivhusgasser, vi udleder, kommer fra den energi, der bruges til at udvinde og transportere råstoffer og til at producere og transportere varer. Med den stigende globalisering tipper regnskabet i stigende omfang til skade for de udviklingslande, som producerer en voksende del af de varer, der forbruges i de rige lande. Det betyder, at de rige lande i realiteten flytter en del af deres drivhusgasudledninger til udviklingslande.

En undersøgelse af udledningsbalancen mellem USA og Kina fra 1997 til 2003 har vist, at hvis USA’s import fra Kina skulle være produceret indenlands, ville de amerikanske udledninger af drivhusgasser have været 6 % højere, end de faktisk var, og Kinas tilsvarende 14 % lavere.

En tilsvarende ubalance kan man finde, hvis man ser på Danmark. CO2-udslippet i forbindelse med det danske samfunds samlede aktiviteter er en fjerdedel højere, når udledninger forbundet med produktion af importerede forbrugsgoder medregnes, og eksporten af varer og tjenester tilsvarende fratrækkes. Og en stor del af denne ubalance skyldes uden tvivl produkter fremstillet i udviklingslande.

Ubalancen begrænser sig langt fra bare til CO2-udledninger. Store mængder landbrugsvarer eksporteres fra udviklingslande til den rige verden. Dette medfører ekstra udledninger af specielt metan og lattergas, men også store udledninger i forbindelse med rydning af skovområder.

Ubalancen giver sig også udtryk i en stigende import af palmeolie og soyabønneolie til brug som biobrændsel. Begge dele betyder omfattende ødelæggelse af regnskovene og andre naturområder i henholdsvis Sydøstasien og Sydamerika, hvor stadigt større naturområder bliver fældet eller afbrændt og derefter udlagt til dyrkning af sojabønner og til palmeplantager. Det betyder udledning af store mængder af CO2 og ødelæggelse af regnskovens værdifulde biodiversitet.