I 1827 gjorde den franske matematiker Fourier opmœrksom på, at visse luftarter i atmosfœren kunne tilbageholde solvarme, og han sammenlignede denne effekt med virkningen af et drivhus.

I 1861 viste englœnderen Tyndall via målinger af varmestrålings optagelse i vanddamp og CO2, at œndringer i atmosfœrens CO2-indhold kunne vœre årsag til klimaœndringer.

I 1896 beregnede svenskeren Arrhenius, at en fordobling af CO2-koncentrationen ville medføre en global temperaturstigning på 5 til 6°C.

I 1899 diskuterede amerikaneren Chamberlin sammenhœngen mellem istider og atmosfœrens CO2-indhold. Samme år studerede Tolman oceanernes betydning i kulstofkredsløbet.

I 1938 gjorde Callender opmœrksom på sammenhængen mellem atmosfœrens stigende indhold af CO2 og brugen af fossile brœndsler og forudså mulige klimaeffekter. Callender sammenholdt beregninger af CO2-udslip med de globale temperaturstigninger, som målinger siden ca. 1890 havde vist. Han gjorde også opmœrksom på, at en mindre global vegetation ville kunne give klimaeffekter.

I midten af 1950’erne begyndte udviklingen af matematiske modeller til beskrivelse af klimaet. En vœsentlig forudsœtning var udviklingen af elektroniske regnemaskiner, der kunne behandle større datamœngder.

I 1957 skrev Revelle og Suess om drivhuseffekten: “Menneskeheden er nu i fœrd med at gennemføre et geofysisk fuldskalaeksperiment”.

I 1958 begyndte Keeling og hans medarbejdere på Mauna Loa på Hawaii de første systematiske målinger af atmosfœrens CO2-indhold. Snart blev dette fulgt op med målinger andre steder i verden. Og det blev klart, at atmosfœrens CO2-indhold var stigende. Hidtil var teorierne om det stigende CO2-indhold blevet mødt med argumenter om, at den udsendte CO2 ville blive optaget i havet.

I løbet af 1960’erne diskuterede man isœr flyvningen med overlydsfly i stratosfœren. Man mente, at dannelsen af iskrystaller af vanddampen fra flyene ville kunne sœnke temperaturen på jorden. Senere i 60’erne diskuterede man, om NOx’er fra flyene ville skade ozonlaget. Men flyene blev ikke så udbredte, som man havde troet, så diskussionen døde ud i løbet af 70’erne.

I midten af 70’erne blev man klar over, at der var risiko for nedbrydning af ozonlaget ved udsendelse af klorholdige organiske forbindelser – specielt CFC’erne. Stofferne blev brugt til mange forskellige ting, for eksempel til oppustning af isoleringsmaterialer, som kølemiddel i køle- og fryseskabe, som drivgasser i spraydåser og til affedtningsprocesser i elektronikindustrien. Stofferne var blevet meget anvendte, fordi de ikke var giftige og kunne erstatte mange giftige stoffer, bl.a. organiske opløsningsmidler.

I starten af 1980’erne blev drivhuseffekten og nedbrydningen af ozonlaget kœdet sammen, og man blev mere opmœrksom på, at andre drivhusgasser end CO2 spillede en rolle. Man begyndte også at behandle atmosfœren som en helhed.

I 1985 kom gennembruddet i den videnskabelige og politiske forståelse af klimaproblemernes omfang med den internationale konference “Drivhuseffekten, klimaœndringer og økosystemer”, som blev afholdt i Villach i Østrig. Det var nu blevet muligt ved hjœlp af store computere at beregne de mulige fremtidige klimaœndringer mere overbevisende. Konferencens konklusion var, at der var behov for forskning på en rœkke nœrmere beskrevne områder. Det var først efter denne konference, at problemet med en forøget drivhuseffekt begyndte at blive erkendt og diskuteret.

I 1987 udkom Brundtland-kommissionens rapport om miljø og udvikling “Vor fœlles fremtid”, der bl.a. konkluderer, at de industrialiserede lande skal halvere deres energiforbrug per indbygger inden for 40 år for at kunne skabe plads til et stigende forbrug i udviklingslandene. Brundtland-kommissionen var nedsat af FN’s Verdenskommission for Miljø og Udvikling.

I 1988 blev IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change (Det Mellemstatslige Klimapanel) nedsat af FN’s meteorologiske verdensorganisation WMO og FN’s miljøprogram UNEP som opfølgning på Brundtland-kommissionens rapport “Vor fœlles fremtid”. IPCC fik til formål at sammenstille, analysere og vurdere forskningsresultater på klimaområdet, specielt:

- klimaœndringer, der stammer fra menneskelig aktivitet,

- de mulige konsekvenser af den stigende udledning af drivhusgasser til atmosfœren,

- de samfundsøkonomiske aspekter og

- mulighederne for tilpasning til eller modvirkning af klimaœndringer.

IPCC er sammensat af flere end 2.000 forskere og eksperter fra hele verden.

I 1988 afholdt FN i Toronto verdenskonferencen “The changing atmosphere – implications for global security” med deltagelse af både videnskabsfolk og beslutningstagere bl.a. fra Danmark. Toronto-konferencen anbefalede, at der skulle gennemføres en stabilisering af de globale CO2-udledninger på 1988-niveauet inden år 2000, en 20 % reduktion inden 2005 og en halvering inden for 30-50 år. Det blev tilføjet, at “de industrialiserede lande har et ansvar for at føre an, både gennem deres nationale energipolitik og deres bilaterale og multilaterale støtteordninger. Cirka halvdelen af reduktionen bør ske ved forøgelse af energieffektiviteten og andre besparelsesforanstaltninger. Den anden halvdel skal tilvejebringes ved œndringer i forsyningskilderne.”

I 1990 fremlagde IPCC sin første vurderingsrapport “Climate Change”, der konkluderede, at stigningen i atmosfœrens koncentration af drivhusgasser siden starten på industrialiseringen havde forandret jordens energibalance, og at en global opvarmning ville blive følgen.

I 1990 påbegyndtes forhandlinger om en global klimakonvention i FN-regi.

I 1992, ved FN’s konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i Brasilien, underskrev 154 lande en rammekonvention om klimaœndringer, den såkaldte Klimakonvention. Konventionens mål er “at opnå ..... en stabilisering af drivhusgaskoncentrationerne i atmosfœren på et niveau, som vil forhindre en farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet.....”

Men da det kun er en rammekonvention, skal der forhandles om konkrete udslipsreduktioner på årligt tilbagevendende partskonferencer med regeringsreprœsentanter fra de lande, der har ratificeret klimakonventionen. Det blev aftalt, at de industrialiserede lande inden år 2000 skulle stabilisere udslippene af drivhusgasser på 1990-niveau.

I marts 1994 trådte klimakonventionen i kraft, efter at 143 lande havde ratificeret den.

I foråret 1995 afholdtes i Berlin den første Partskonference imellem klimakonventionens aftalepartnere (COP1 eller Conference Of the Parties no. 1). Her blev der opnået enighed om, at forpligtelsen til at stabilisere udslippene af drivhusgasserne ikke var tilstrœkkelig til at opfylde konventionens langsigtede mål om en stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasserne i atmosfœren. Man enedes om at igangsœtte en proces, der ville gøre det muligt at skœrpe de industrialiserede landes forpligtelser efter år 2000. Senest på tredje Partskonference i 1997 skulle der forhandles målsœtninger og virkemidler for reduktion af drivhusgasserne for årene 2005, 2010 og 2020 gœldende for industrilandene.

I efteråret 1995 fremlagde IPCC sin anden statusrapport “Climate Change 1995 – the Second Assessment Report”. Den konkluderede, at det er usandsynligt, at den konstaterede globale temperaturstigning alene skyldes naturlige variationer i klimasystemet. I resumeet til beslutningstagerne formuleres det som, at “vurderet samlet peger œndringerne imod en skelnelig menneskelig påvirkning af det globale klima.”

I december 1997 afholdtes den tredje Partskonference under klimakonventionen i Kyoto i Japan. Her skulle man, som aftalt ved den første Partskonference i 1995, have forhandlet målsætninger for udslipsreduktion for årene 2005, 2010 og 2020. Men så langt nåede man ikke. Kyoto-protokollen satte forpligtende mål for 38 industrilandes udslip af seks drivhusgasser, målt som gennemsnit for årene 2008 til 2012 i forhold til 1990-niveauet. Samlet set vil målene give en reduktion på 5,2 % af de 38 industrilandes udslip af drivhusgas.

Siden Kyoto-mødet i 1997 har der været afholdt en række partskonferencer med det primære formål at udmønte Protokollens målsætninger i praksis. En stor del af arbejdet har handlet om at skabe klarhed om de såkaldte “fleksible mekanismer” i Protokollen. Mekanismer er måder, hvorpå lande kan få godskrevet udledningsreduktioner på andre måder end direkte nedskæringer af landenes egne udledninger af drivhusgasser. Det kan f.eks. være ved hjælp af skovplantninger eller projekter, som fører til udledningsbegrænsninger i andre lande.

I 2001 fremlagde IPCC sin tredje statusrapport “Climate Change 2001 – the Third Assessment Report”. I denne siges det bl.a., at “Jordens klimasystem har påviseligt ændret sig på både global og regional skala siden den førindustrielle periode, og nogle af disse ændringer kan tilskrives menneskelige aktiviteter.” Det tilføjes i rapporten, at “der er nye og stærkere vidnesbyrd om, at størstedelen af den observerede opvarmning over de seneste 50 år kan tilskrives menneskelige aktiviteter.”

I februar 2005 trådte Kyoto-protokollen endelig i kraft, efter at det nødvendige antal industrialiserede lande havde ratificeret den. Imidlertid har den største forurener, USA, fortsat sammen med Australien nægtet at ratificere Protokollen bl.a. under henvisning til en uretfærdig behandling af USA og påståede videnskabelige huller i IPCC’s rapporter.

I december 2005 afholdtes den 11. partskonference i Montreal. Her besluttede de lande, som har ratificeret Kyoto-protokollen, at fortsætte processen med  at fastsætte bindende mål også efter 2012. Desuden blev det besluttet, at alle landene under Klimakonventionen skal arbejde for at imødegå de fremtidige klimaændringer. En proces, som også USA efter et voldsomt pres i sidste øjeblik besluttede sig for at indgå i.