Den såkaldte Klimakonvention blev vedtaget og underskrevet af 154 lande ved FN’s konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro, Brasilien i 1992.

Konventionens primære  mål er “at ... opnå en stabilisering af koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på  et niveau, der vil forhindre en farlig, menneskeskabt påvirkning af klimasystemet. Et sådant niveau skal opnås inden for en tidsramme, der tillader økosystemerne at tilpasse sig naturligt til klimaændringerne, der sikrer, at fødevareproduktionen ikke trues, og  som tillader den økonomiske udvikling at fortsætte på en bæredygtig måde.”

Det blev på konferencen  aftalt, at de industrialiserede lande inden år 2000 skulle stabilisere udledningerne af drivhugasser på 1990-niveau.

Klimakonventionen er en såkaldt rammekonvention. Det betyder, at fremtidige konkrete udslipsreduktioner skal forhandles på årligt  tilbagevendende partskonferencer med deltagelse af repræsentanter for alle de lande, der har ratificeret konventionen. Kyoto-aftalen er det første mere konkrete resultat af disse partskonferencer.

Klimakonventionen trådte i kraft i marts 1994, efter at 143 lande havde ratificeret den.