EU’s klimapolitik bliver ikke kun bestemt af hensyn til klimaet. Mange forskellige interesser spiller ind – f.eks.  hensynet til samfundsøkonomien på kort sigt, hensynet til det indre marked, en sikker energiforsyning og beskæftigelsen i EU.

Hertil kommer erhvervsøkonomiske interesser i kul-, olie- og gasindustri, landbrug, luftfart, skibsfart, automobilindustri mv., der kan blive berørt af klimapolitikken. De forskellige erhverv har etableret magtfulde lobbyorganisationer, der til stadighed øver stor indflydelse på lovgivningen.  Det sker i praksis ved, at lobbyisterne opsøger embedsmænd i Europa-Kommissionen, de folkevalgte parlamentarikere i Europa-Parlamentet eller de enkelte landes ministre og statsledere.

Det er de sidstnævnte, der træffer de endelige beslutninger og især på klimaområdet har det vist sig vanskeligt at få landene til at bakke op om en ambitiøs fælles indsats. Alt for mange enkeltlande argumenterer hele tiden med særlige nationale forhold, hvorved det fælles ambitionsniveau sænkes. Miljøorganisationerne forsøger også at påvirke beslutningerne i EU, men de har kun få ressourcer til rådighed og får derfor normalt kun begrænset indflydelse.

Ved siden af alle disse aktører er der så klimaforskningen og den øvrige videnskab, som er autoriteten med hensyn til at fortolke data om drivhusgassernes påvirkning af klimaet, biodiversitet og meget mere.

Det er måske ikke så mærkeligt, at EU’s klimapolitik tit fremstår som svag og uambitiøs, når den er resultat af så mange modstridende interesser og holdninger.

Alligevel har EU været en af de vigtigste aktører i den internationale klimapolitik. EU har i flere omgange drevet på for at sætte ambitionerne i vejret, selv om EU’s egne ambitioner langt fra er på niveau med det, der er nødvendigt, hvis man lytter til klimaforskningen.

EU’s klimapolitik vender to veje: den ene handler om forpligtelser for EU som helhed i henhold til internationale aftaler; den anden handler om de enkelte medlemslandes forpligtelser i forhold til EU – den såkaldte interne byrdefordeling.

Klimapolitikken udtrykkes i politiske hensigtserklæringer og programmer mv., som omfatter energi, transport, landbrug mv.

Politikken får bindende karakter for medlemslandene i forordninger og direktiver. (En Forordning får virkning med samme i hele EU, mens et Direktiv skal gennemføres i den nationale lovgivning i alle lande inden for en bestemt frist.)

EU-landene står tilsammen for 11 pct. af de globale CO2-udledninger  (2010-tal).

EU og de internationale forhandlinger

EU forhandler på medlemslandenes vegne ved de internationale klimaforhandlinger. Det gælder både for møderne under Kyoto-protokollen for de 191 lande, som nu (2011) har underskrevet og ratificeret den og de møder under FN’s klimakonvention, hvor alle FN-lande er med, dvs. også de få lande, der ikke har ratificeret, vigtigst er her USA og i fremtiden også Canada, der trak sig ud af Kyoto-Protokollen i december 2011.

Før internationale klimamøder vedtages et fælles mandat på forhånd i EU (Ministerråd og Parlament). Det besluttes f.eks. hvor meget EU-landene samlet vil forpligte sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med.

Med Kyoto-Protokollen (fra 1997) har EU forpligtet medlemslandene (de 15 daværende) til en samlet reduktion på 8 pct. af udledningerne set i forhold til udledningerne i 1990. Reduktionen skal være opnået ved udgangen af 2012.

Men der er stor forskel mellem landene, hvor Portugal kan øge sine udledninger med 25 pct., mens Danmark skal reducere med 21 pct.

De 12 nye medlemslande har individuelle reduktionsmål ifølge Kyoto- Protokollen lige som andre industrilande uden for EU. De fleste af de 12 har mål om 8 pct. reduktion. Polen og Ungarn dog kun 6 pct., og småstaterne Cypern og Malta er uden mål.

Et af principperne i EU’s klimapolitik er, at der stilles forskellige krav til medlemslandene afhængigt af forhold som landets energiforbrug og økonomiske muligheder. Den samlede reduktionsforpligtelse fra Kyoto-Protokollen blev derfor fordelt ved en såkaldt byrdefordeling.

Danmarks høje reduktionsmål på 21 pct. skal ses på baggrund af, at Danmark har en forholdsvis høj udledning pr. indbygger, men det var også begrundet i, at den daværende regering (S-RV) i 1997 ønskede at drive det bedst mulige resultat frem ved at gå foran.

EU’s klimaprogram

EU’s tiltag på det klimapolitiske område blev efter 2000 samlet i en handlingsplan kaldet European Climate Change Programme (ECCP). Det vigtigste virkemiddel i handlingsplanen var det fælles europæiske kvotehandelssystem for CO2, i daglig tale kaldet ETS (Emissions Trading System). I ETS har alle de større udledere af CO2 såsom kraftværker og industrivirksomheder fået tildelt kvoter for udledning, som de kan handle med på EU plan. Fordelingen af udledningskvoterne er sket nationalt i de to første perioder af ETS, men fra 2013 og frem er det EU, der fordeler samtlige kvoter.

Selv om forløberen for EU var Den Europæiske Kul- og Stålunion og EU’s energilovgivning går mange år tilbage, så er det først fra 2005, at der blev tale om en sammenhængende og omfattende energipolitik.

Klima- og energipakken

I 2007-2008 vedtog EU en såkaldt klima- og energipakke bestående af fire direktiver. Tilsammen med Energieffektiviseringsdirektivet indeholder pakken  en overordnet målsætning for udviklingen indtil 2020.

De overordnede mål er:

- Udledningen af drivhusgasser i EU skal samlet set reduceres med 20 pct. i forhold til 1990. Dette reduktionsmål kan øges til 30 pct., hvis der etableres en international aftale som efterfølger til Kyoto-Protokollen.

- Mængden af vedvarende energi skal øges til 20 pct. af det endelige energiforbrug i 2020.

- Der skal ske en 20 pct. reduktion i energiforbruget gennem energieffektivisering.

Målene er kendt som 20-20-20 målene.

Lovgivningsmæssigt er det i alt syv forordninger og ca. 30 direktiver, der regulerer EU’s energi- og klimapolitik.

I Kyoto-aftalen har EU forpligtet medlemslandene (de 15 daværende) til en samlet reduktion på 8 pct. af udledningen af drivhusgasser. Svarende til 336Mt CO2eq.

EU-15 total --          Kyoto: -8 pct.

Tallene for de enkelte landes forpligtelser