EU’s høje profil på klimaområdet står efter NOAH’s mening i skarp kontrast til den politik, EU fører på en lang række andre områder. EU’s overordnede politik er primært rettet imod økonomisk vækst frem for bæredygtighed.

Dette ses bl.a. i EU’s programmer for en storstilet udbygning af infrastrukturen med en fortsat fokusering på vejtransport og i EU’s landbrugspolitik, som understøtter industrialisering af landbruget frem for udvikling af en økologisk bæredygtig landbrugssektor. Mest iøjnefaldende er måske prioriteringen af forskningsmidler til fossile energikilder og atomkraft frem for energibesparende teknologier og vedvarende energi.

NOAH er enig i, at den grænseoverskridende forurening med drivhusgasser kræver internationalt samarbejde. Når der er et fælles marked for energi og andre varer i EU, er det nødvendigt at lave en fælles politik for begrænsning af udledningerne af drivhusgasser. Ellers kan producenter og forbrugere blot flytte produktion og køb af energi og varer til det EU-land, som har de færreste miljøkrav og dermed den billigste produktion.

De reduktionsmål for udledningerne af drivhusgasser, som EU har besluttet indtil nu, er imidlertid langt fra tilstrækkelige til at bremse for klimaændringerne, også selv om de opfylder Kyoto-kravene. Og hertil kommer, at de tiltag, som er vedtaget og planlagt inden for EU, ifølge EU-kommissionens rapport fra september 2005 ikke engang er nok til at nå Kyoto-aftalens reduktionsmål på 8 %.

Det vigtigste værktøj i EU-regi til at hjælpe medlemslandene til at nå deres udledningsmål er European Climate Change Programme. Men dette program er efter NOAH’s mening helt utilstrækkeligt. Dels omfatter det kun en del af kilderne til drivhusgasudledninger. For eksempel er hele transportsektoren ikke omfattet. Dels fokuseres der efter NOAH’s mening i alt for ringe grad på de meget store teknologiske muligheder, der eksisterer for at nedskære energiforbruget i de enkelte medlemslande.

Et af de vigtigste instrumenter i EU’s klimapolitik er det såkaldte kvotehandelssystem. Ideen med systemet skulle være at skabe et økonomisk incitament til at reducere udledningerne ved at give mulighed for at sælge overskydende kvoter til højestbydende. Dette sker imidlertid kun, hvis prisen på CO2-kvoter bliver tilstrækkelig høj, og i øjeblikket underminerer muligheden for at bruge CDM-projekter som en del af kvotehandelssystemet efter NOAH’s mening dette totalt.

Fordelingen af EU’s forskningsmidler giver en vigtig rettesnor for EU’s vægtning af de fremtidige indsatsområder. Her har fusionsenergien efter NOAH’s mening en helt urimelig og virkelighedsfjern overvægt i forhold til de midler, der er afsat til udvikling af energibesparelsessiden og til teknologier til udnyttelse af vedvarende energikilder. Også CO2-lagring og udvikling af såkaldt rene kulteknologier ser ud til at få en overvægt i energiforsknings-programmet, som disse teknologiers muligheder for nedbringe udledningerne af drivhusgasser slet ikke berettiger dem til. Dette er en skævvridning af EU’s forskningsindsats, som efter NOAH’s mening i høj grad sætter spørgsmålstegn ved EU’s høje profilering på klimaområdet.