Kyoto-protokollen fra 1997 pålægger 38 ilande reduktioner i deres udledninger. Ideelt set skulle det begynde at bringe udledningerne ned i de lande, som har langt de største udledninger pr. indbygger. Det skulle så give lidt luft til de fattigste lande med de laveste udledninger pr. indbygger til at hæve deres udledninger i takt med en helt nødvendig vækst i disse lande.

Virkeligheden ser ikke helt sådan ud. For det første har to af de store industrilande nægtet at efterleve Kyoto-protokollens reduktionskrav. Det drejer sig om USA, den globalt set allerstørste forurener med drivhusgasser, og Australien.

For det andet betyder en af de såkaldte fleksible mekanismer, den såkaldte Clean Development Mechanism (CDM), at ilandene kan lægge en stor del af deres reduktioner i fattige lande, som ikke selv er forpligtet til at skære ned på deres udledninger under Kyoto-protokollen.

CDM-projekter er lokkende for ilandene, fordi sådanne projekter ofte er en billigere måde at opnå udledningsreduktioner på end ved at reducere udledningerne inden for landets egne grænser.

Til gengæld betyder det, at forskellen mellem de rige og de fattige landes udledninger af drivhusgasser ikke vil begynde at blive udlignet ved hjælp af Kyoto-protokollen. Tværtimod risikerer man, at de rige lande i stor udstrækning bruger CDM-projekter for at undgå dyre og politisk set ubehagelige reduktionstiltag indenlands med det resultat, at uligheden mellem de rige ilande og de fattige ulande vokser.

Forholdet mellem de rige og de fattige lande kan næppe undgå at blive et af hovedproblemerne i den næste fase af Kyoto-forhandlingerne.