I 1985 blev det efter 11 års folkelig debat besluttet at tage atomkraft ud af den danske energiplanlœgning, og der intet der tyder på, at den kommer på den danske politiske dagsorden igen. Men internationalt forsøger atomkraftindustrien endnu en gang at trœkke atomkraftvœrker op af hatten. Denne gang som løsningen på drivhuseffekten.

Store komplicerede teknologier har det med at medføre store og komplicerede problemer. For atomkraftens vedkommende har det medført så store omkostninger, at de fleste lande har nedtonet eller helt opgivet en fortsat udbygning med atomkraft. Den eneste reaktor, der i øjeblikket er under opførelse i Europa (Finland), bliver leveret til dumpingpris.

Atomkraftens måske vigtigste problem er det højradioaktive affald, som skal holdes isoleret fra alt levende i op imod 250.000 år. Dette problem er stadig ikke løst. Men det er langt fra det eneste problem. Hele vejen igennem det, man kalder for atomkraftens brændselskæde, er der store og små problemer. Hundreder, måske tusinder af mennesker er døde i uranminernes giftige og radioaktive luft. Hvor mange, det nøjagtigt drejer sig om, får vi nok aldrig at vide. Radioaktivt og giftigt affald, de såkaldte tailings, hober sig op som bjerge ved uranminerne. Atomkraftværkernes sikkerhedsproblemer er stadig ikke løst, og bliver det sikkert aldrig. Terrorrisikoen er mere aktuel en nogensinde før, og sidst, men ikke mindst er den civile og den militære brug af atomkraft hægtet uløseligt sammen. Hvem skal i den sidste ende bestemme, hvilke lande der må have lov til at bruge atomkraft, og hvilke lande der ikke må?

Frem for at være med til at løse klimaproblemer føjer atomkraft blot endnu flere problemer til de mange andre, som vi i forvejen leverer videre til de kommende generationer. Næppe til glæde for andre end den skrantende atomkraftindustri. Alt imens bliver penge til at støtte forskning og udvikling i ny atomkraftteknologi taget fra områder, hvor de kunne gøre både større og hurtigere nytte.