Når vi har smidt dovenskab, dårlige vaner og overflødigt forbrug ud af vinduet, vil der stadig være en række områder, hvor vi skal bruge energi. Men også her er der store muligheder for at gøre noget ved forbruget. Gamle køleskabe og frysere er storforbrugere af el. Det samme er glødelamper.

Har man for eksempel ti gammeldags 60 watt pærer, som brænder cirka fire timer dagligt, kan man ved at udskifte dem til moderne energisparepærer på 15 watt spare over 1000 kroner og cirka 325 kilo CO2 årligt. Og en energisparepære holder mellem 6 og 15 gange længere end en gammeldags glødepære.

Har man et gammelt køleskab eller en ældre fryser, kan der også være både penge og CO2 at spare. Køber man nyt, er det vigtigt at huske, at A-mærkede apparater i de fleste tilfælde er de dårligste på markedet rent energimæssigt. Gå efter A+- eller A++-mærkede apparater. Et køleskab mærket A++ vil i mange tilfælde have et elforbrug, der nærmer sig det halve af et tilsvarende A-mærket køleskab.

Det kan sikkert også betale sig at skifte en gammel computerskærm ud med en fladskærm, hvis man ikke allerede har gjort det. Elbesparelsen er mærkbar.

De nævnte muligheder er bare nogle få af mange. Skal man udskifte elforbrugende apparater, hvad enten det er køleskab, fryser, komfur eller belysning er det en rigtig god idé at konsultere Elsparefondens websted, http://www.elsparefonden.dk/. Her findes detaljerede oversigter over en lang række produkter  som for eksempel belysning, computerudstyr, tv, video samt hårde hvidevarer og andet køkkenudstyr.

Find det mest energieffektive udstyr på markedet. Det kan betale sig i det lange løb.

Der findes flere hjemmesider, som fortæller om energieffektivt udstyr, efterisoleing mm. Her er et par af de vigtigste:

http://www.elsparefonden.dk - http://www.sparenergi.dk/

Energitjenesten, www.energitjenesten.dk/, giver gratis og uvildig information om energibesparelser og vedvarende energi fra 12 lokale kontorer over hele landet.