Drivhuseffekten er et resultat af atmosfærens sammensætning, og drivhuseffekten har sandsynligvis eksisteret lige så længe, som Jorden har haft en atmosfære. På det tidspunkt, hvor livet på Jorden blev dannet, var solen mellem 25 og 30% svagere end i dag. Samtidig var drivhuseffekten betydeligt kraftigere, end den er nu. I takt med at solindstrålingen er øget, er drivhuseffekten langsom aftaget til det niveau, vi kender i dag. I hele denne periode har klimaet været stabilt nok til, at livet har kunnet udvikle sig fra encellede organismer til højerestående pattedyr og til mennesket.

Det betyder ikke, at klimaet har været fuldstændig stabilt set i menneskelig målestok. Klimasvingninger med varme og fugtige perioder vekslende med lange istider har betydet store omvæltninger for jordens økosystemer, og mere end én gang har livet på Jorden efter alt at dømme været truet af altomfattende istider eller af voldsomme klimasvingninger efter nedslag af kæmpemeteorer og efter meget store vulkanudbrud.

Hvilke mekanismer, der har sørget for at holde Jordens klima nogenlunde stabilt, ved vi endnu ikke ret meget om. Det, vi ved, er, at en kombination af geologiske og biologiske mekanismer har sørget for, at CO2 til stadighed er blevet deponeret i jordskorpen, således at CO2-indholdet i atmosfæren langsomt er faldet i takt med, at Solens stråling er blevet kraftigere.