Efter den sidste istid for ca. 10.000 år siden har kuldioxid-indholdet i atmosfæren ligget nogenlunde konstant på ca. 280 ppm. Dette er sket efter en periode, hvor klimaet har svinget voldsomt mellem kolde perioder, såkaldte istider, med et kuldioxid-indhold i atmosfæren på ned til 180 ppm og varmere perioder som den, vi oplever i øjeblikket. Det betyder ikke, at klimaet har været helt uden svingninger i de seneste 10.000 år. Mellem år 1000 og 1100 var klimaet f.eks. inde i en varmere periode, som tillod koloniseringen af Grønland. Senere kom den såkaldte “lille istid” i det 16. og 17. århundrede. De nyeste forskningsresultater tyder på, at temperaturforskellen mellem disse to perioder har været så høj som mellem 0,65 og 0,9 grader celsius. Årsagen til disse svingninger kendes ikke præcist, men formodes at være ganske små svingninger i Jordens bane omkring Solen, evt. kombineret med CO2-udledninger fra vulkanudbrud.

Nu er mennesket imidlertid begyndt at gribe ind i den kuldioxid-balance, der er en væsentlig faktor i Jordens temperaturregulering. I løbet af de seneste 200 år har mennesket i et stadigt hurtigere tempo brændt de lagre af organisk materiale af, som er blevet deponeret som kul, olie og naturgas i løbet af de sidste mange hundrede millioner år. Hermed frigøres den kuldioxid, som er blevet bundet i det organiske materiale. Det betyder, at kuldioxid-indholdet i atmosfæren igen stiger, og at drivhuseffekten dermed uundgåeligt vil forøges. Mennesket vender så at sige den proces om, som

naturen i hundreder millioner af år har brugt til at deponere kuldioxid i jordskorpen så drivhuseffekten langsomt er faldet. Den naturlige proces skete i et tempo, så Jordens gennemsnitstemperatur er forblevet relativt stabil på trods af, at Solen stadig er blevet varmere.