Vi taler om tre forskellige slags variationer i Jordens bane omkring Solen. Disse variationer er regelmæssige med meget lange perioder på henholdsvis 23.000 år, 41.000 år og 100.000 år. Kombinerer vi disse perioder dannes et mønster, som har vist sig at passe godt sammen med de skift mellem istider og mellemistider, der er registreret i borekerner fra Grønlands indlandsis og fra havbundssedimenter. Selv om der er et godt sammenfald med skiftende mellem kolde og varme perioder i de seneste ca. 600.000 år, er størrelsen af variationerne i solindfaldet dog ikke nok til at forklare de til tider voldsomme og hurtige temperatursvingninger, vi har kunnet registrere i isborekernerne. Sammenfaldet antyder dog, at den såkaldte Milankowitch-effekt, som disse variationer i jordbanen kaldes, er den udløsende faktor.

Istiderne er sandsynligvis indtruffet, når et sammen-fald af cykliske variationer i Jordens bane omkring Solen i en lang periode har medført kølige somre på den nordlige halvkugle. Når virkningen af Milankowitch-effekten i højere grad gør sig gældende på den nordlige halvkugle i forhold til den sydlige, er det fordi, der på den nordlige halvkugle er betydeligt større faste landområder med vegetation. Mørke nåleskove optager meget sollys og giver dermed en positiv opvarmnings-tilbagekobling i varme perioder. I kølige periode vil sneen falde tidligere om efteråret og smelte senere om foråret. Det betyder, at den positive opvarmningstendens efterhånden vil blive vendt til en forstærkning af den kølige periode, fordi mere sollys bliver tilbagekastet af sneen og jordover-fladen bliver efterhånden koldere og koldere, så skovene trækker sig sydpå, og gletschere kan brede sig over landområderne.

Antarktis er derimod omgivet af hav. Det betyder, at gletscherne har svært ved at blive meget større, fordi de flyder ud i havet. Derfor reagerer Antarktis langsommere på små temperatursvingninger skabt af jordbanens variationer, end den nordlige halvkugle gør.