Havene reagerer langsomt på en global opvarmning. Derfor er det væsentligt, om den globale opvarmning også kan registreres i havene.

Og det kan den. Gennemsnitstemperaturen i havenes overfladelag er ifølge IPCC’s tredje statusrapport steget med 0,04 grader pr. årti siden 1950’erne, og temperaturstigningen er målelig helt ned i havenes dybe lag i tre kilometers dybde. Dette bekræftes i IPCC’s fjerde statusrapport og samtidig siges det, at de store oceaner har optaget mere end 80 procent af den samlede globale opvarmning. Årsagen er, at havets varmekapacitet – dvs evne til at optage varme – er omkring 1000 gange større end atmosfærens.

Havets overfladelag, dvs. de øverste 2-300 meter bliver opvarmet først, og herfra trænger varmen kun langsomt ned i havets dybere lag. Det kan tage mange hundrede år før opvarmningen er fordelt jævnt i verdenshavenes vandmasser.

Opvarmningen af havet er ligesom opvarmningen af atmosfæren ikke jævnt fordelt. Et af de steder, hvor havet er blevet overraskende meget varmere er ved Antarktis, hvor havet vest for den Antarktiske Halvø er blevet mere end 1 grad varmere siden 1960’erne. Også dybhavet omkring Antarktis ser ud til at blive opvarmet hurtigere end andre steder. Omfattende målinger har vist en opvarmning ca 0,03 grader celsius i det sydlige dybhav, hvilket er mere, end man har målt andre steder. Dette kan lyde af meget lidt, men den vandmasse, der er blevet opvarmet er til gengæld meget stor.

Opvarmningen af havet er også mærkbar i Nordsøen, hvor gennemsnitstemperaturen  på havbunden i vintermånederne er steget med 1 grad siden midten af 70’erne. Det er nok til, at adskillige fiskearter, hvoriblandt torsken, er begyndt at flytte sig nordpå.