Vi kan illustrere, hvad der sker med den CO2, vi udleder i atmosfæren, med et forenklet regneeksempel.

Vi forestiller os, at vi i 1990 på en gang har udledt en milliard ton kulstof i form af kuldioxid. Regneeksemplet forudsætter som udgangspunkt en ligevægtssituation med konstante koncentrationer af de andre drivhusgasser.

Når vi udleder en milliard ton kulstof til atmosfæren, vil der ikke længere være ligevægt mellem CO2-indholdet i atmosfæren og CO2-indholdet i havet og planterne. For at genoprette ligevægten vil den overskydende CO2 langsomt blive optaget i havvandet samt i planter til lands og til vands.

En pludselig udledning af en milliard ton kulstof vil umiddelbart få koncentrationen i atmosfæren til at stige med en halv ppmv. Derefter vil koncentrationen i atmosfæren i starten falde hurtigt, men efterhånden som koncentrationerne af CO2 i de forskellige dele af klimasystemet nærmer sig hinanden, vil optagelsen fra atmosfæren til havvandet og til havets og landjordens planter blive mindre og mindre. Kurven for koncentrationen af CO2 i atmosfæren falder først hurtigt for derefter at flade ud. I år 2500 har den milliard ton kulstof, vi udledte, fordelt sig med 10-15 % i atmosfæren, mens resten er opløst i havvandet eller findes i levende og døde planter.

Den øgede koncentration af CO2 i atmosfæren giver en ubalance i Jordens energiregnskab med verdensrummet. Derfor vil Jordens temperatur stige en smule og derefter langsomt falde, efterhånden som koncentrationen af CO2 i atmosfæren falder. Selv om vi i de følgende år ikke udleder mere CO2 i regnestykket, vil temperaturen ikke falde til samme niveau som før 1990.

10-15 procent af det kulstof, vi udledte i 1990, vil nemlig stadig være i atmosfæren selv mere end 500 år efter udledningen.