IPCC’s fremskrivninger af de globale klimaændringer baserer sig på en række udviklingsscenarier. Vurderingen af den fremtidige udvikling er foretaget ved at udvælge seks grundscenarier, som illustrerer seks forskellige typer af udviklingsforløb for de næste 100 år. Ved at bruge disse seks scenarier som udgangspunkt er der foretaget en beregning af, hvor store mængder af CO2 og andre drivhusgasser, der forventes at blive udledt i atmosfæren. Derefter har man ved hjælp af store computermodeller

af klimaet forsøgt at beregne, hvad det vil betyde for klimaets udvikling i de næste 100 år.

Der er meget stor forskel på den udvikling, der tegnes af de seks udviklingsforløb. IPCC fremhæver, at alle udviklingsforløbene er tænkelige, og at de alle viser mulige udviklinger, hvis der ikke indføres politikker til begrænsning af drivhusgasserne. Når de alligevel er meget forskellige, skyldes det forskelle i både befolkningsvækst og økonomisk udvikling, men også i udviklingen af præferencer og værdier. De scenarier, hvor der generelt lægges en stigende vægt på en mere bæredygtig udvikling, giver naturligt nok også de laveste udslip af drivhusgasser.

På trods af, at der er tale om meget forskellige forudsætninger, hvoraf nogle er kendetegnet ved ændringer i grundlæggende holdninger til forbrug og bæredygtighed, har IPCC ikke forsøgt at vurdere sandsynligheden for de forskellige udviklingsscenarier.

Scenarierne omfatter ikke supplerende klimainitiativer, hvilket betyder, at der ikke er medtaget noget scenario, som udtrykkeligt forudsætter en opfyldelse af Klimakonventionens eller Kyoto Protokollens reduktionsmål for udledning af drivhusgasser.