En af de drivende kræfter for de store havstrømme er en naturlig pumpe, som findes ud for Grønlands østkyst og i Labradorhavet, hvor varmt, salt overfladevand strømmer ind med Golfstrømmen. Her køles det varme vand, hvorved det bliver tungere og synker til bunds, hvorefter det strømmer tilbage mod syd som koldt dybvand.

Golfstrømmens høje saltholdighed, når den når Grønland, samt isdannelse, som skaber udfældning af salt og dermed endnu højere saltholdighed i overfladevandet under isen, er vigtige forudsætninger for den østgrønlandske pumpe.

Et varmere klima kan svække cirkulationen på flere måder: Mindre isdannelse betyder altså mindre saltholdighed i det vand, som ikke fryser. Dermed bliver saltholdigheden mindre, og nedsynkningen bliver hæmmet. Et varmere klima vil også betyde en større afsmeltning af sne og is fra såvel det grønlandske fastland som de andre områder ved Arktis. Det betyder, at store mængder fersk vand lægger sig i havoverfladen, fordi det er let, og det kan dermed bogstavelig talt spærre for overfladestrømmen af varmt, saltholdigt vand sydfra.

Flere forskningsprojekter arbejder i øjeblikket på at skaffe et mere detaljeret kendskab til havenes strømme. Målinger siden 1980’erne har vist en mindre dybvandsdannelse øst for Grønland. Nogle målinger har vist, at pumpen er svækket til kun en fjerdedel af dens tidligere styrke. Til gengæld har målinger ud for Grønlands vestkyst i Labradorhavet vist en øget dybvandsdannelse. Og andre målinger har vist, at der måske er ved at ske en øget tilførsel af salt fra de tropiske områder, som kan modvirke tendensen til ferskere overfladevand. Der er altså tydelige tegn på, at balancen er ved at forrykke sig, men hvad resultatet af dette bliver, ved vi ikke endnu, og samtidig er Nordatlanten kendetegnet ved variationer både fra år til år og fra årti til årti. Derfor er det stadig svært at få et klart billede af, hvad der er ved at ske.