Allerede i 1987 konkluderede FN’s Verdenskommission, den såkaldte Brundtland-kommission, at de industrialiserede lande skulle halvere deres energiforbrug per indbygger inden for 40 år for at kunne skabe plads til et stigende forbrug i udviklingslandene.

Året efter – i 1988 – anbefalede FN’s verdenskonference i Toronto en stabilisering af de globale CO2-udledninger på 1988-niveauet inden år 2000, og en 20 % reduktion i verdens samlede CO2-udslip inden 2005, samt en halvering inden for 30-50 år.

Ved FN’s konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992, underskrev 154 lande den såkaldte Klimakonvention. Konventionens langsigtede mål er: “at opnå ... en stabilisering af koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som vil forhindre en farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet...”. Det blev på Rio-konferencen aftalt, at de industrialiserede lande skal stabilisere udslippene af drivhusgasser på 1990-niveauet inden år 2000.

I 1997 mundede flere års klimaforhandlinger ud i den såkaldte Kyotoaftale. I  aftalen forpligter 38 industrilande sig til  en samlet reduktion i deres udledning af drivhusgasser på 5,2 % i gennemsnit for perioden 2008 – 2012. Aftalen er siden blevet ratificeret af de fleste lande bortset fra den største enkeltudleder, USA, og Australien. I februar 2005 trådte aftalen så endelig i kraft, efter at Rusland efter lang tids tøven ratificerede aftalen.

På COP 13 (Conference of the Parties) på Bali i december 2007 vedtog man det såkaldte Bali Roadmap, som gav FN mandat til at fortsætte forhandlingerne for at nå til en “post-Kyoto” aftale i slutningen af 2009 på COP 15 i København. Denne ”køreplan” indeholdt den såkaldte ”Bali Action Plan” med forskellige byggesten, som aftalen skulle indeholde:

- DEN FÆLLES VISION;

- UDLEDNINGSREDUKTIONER for Annex 1-landene, herunder virkemidler som kvotehandel og de såkaldte fleksible mekanismer (offsetting);

- TILPASNING til klimaændringer;

- TEKNOLOGIOVERFØRSEL til og FINANSIERING af udviklingslandenes udvikling med vedvarende energi og deres klimatilpasning.

Desuden kom reduktion af udledninger fra fældning og ødelæggelse af skovene i udviklingslandene ind som et selvstændigt forhandlingsemne (REDD – Reduced Emissions from Deforestation and Degradation of Forests).

Mange mennesker, organisationer og lande så frem til COP 15 i København som den konference, hvor verdenssamfundet endelig ville blive enige om en juridisk bindende aftale, der kunne fortsætte og udvide Kyoto-Protokollen. Der var usædvanlig stor opmærksomhed verden over til netop denne konference. Det var derfor ikke tilfældigt, at den hidtil største folkelige klimademonstration netop fandt sted i København i 2009.

Men COP 15 endte som en fiasko, først og fremmest fordi USA ikke ville påtage sig forpligtelser, med mindre Kina også gik med.

Kina henholdt sig til Klimakonventionens grundlæggende artikel om, at alle lande, der underskrev konventionen, havde ”fælles, men forskelligartede forpligtelser”. Heri lå, at de lande, der historisk havde ansvar for de største udledninger, skulle forpligte sig til de første og største reduktioner.

Det danske formandskab for COP 15 valgte inden konferencen i december 2009 side til fordel for USA i denne konflikt ved gang på gang at understrege, at både USA og Kina skulle være med i aftalen – på lige vilkår.

COP 15 endte derfor med et meget svagt slutdokument, The Copenhagen Accord, som kun indeholdt vage løfter om frivillige reduktioner. Der var ikke tale om, at landene bandt sig juridisk til en aftale. Og summen af de løfter, som landene kom med var langt fra tilstrækkelige til at begrænse den globale temperaturstigning til de kritiske 2 grader. COP 16 i Mexico og COP 17 i Sydafrika har ikke bragt os nærmere på en ny international aftale – og selv om EU har forpligtet sig til at fortsætte Kyoto-Protokollen efter 2012, så er det for lidt, når EU's udledninger kun udgør 11 pct. af de globale udledninger.

COP 17 endte med, at der skal laves en ny aftale i 2015, som først skal træde i kraft i 2020. Men videnskaben er meget klar i sit budskab om, at udledningerne skal toppe senest i 2015, hvis det skal være muligt at undgå så store temperaturstigninger, at de bliver selvforstærkende.

Efter COP 17 i 2011 meddelte den canadiske regering, at Canada vil udtræde af Kyoto-Protokollen.