Kyoto protokollen opererer med et begreb, som kaldes for CO2-dræn. Det betyder populært sagt, at de enkelte lande i hvert sit  klimaregnskab kan fratrække den mængde CO2, som man kan dokumentere bliver opsuget og lagret. Den primære metode til at opsuge og lagre CO2 er ved at plante træer, som kan bruge  CO2 til danne biomasse. Man forestiller sig også, at det vil være  muligt at binde større mængder CO2 ved bedre skovforvaltning, ændrede jordbrugsmetoder og andre forbedringer i den måde, hvorpå man udnytter og forvalter landskabet.

Ifølge Kyoto-protokollen kan man fratrække CO2, der optages i skove, der er nyplantede eller genplantede efter 1990, hvor protokollens første fase trådte i kraft. Det vil sige, at skove, plantet før 1990, eller skove, som er fældet og derefter genplantede efter 1990, ikke kan regnes med. Skovplantning kan også bruges i forbindelse med Joint Implementation og CDM-projekter.

Der er bestemte krav til, hvornår skovplantningsprojekter må medregnes i klimaregnskabet, ligesom der er faste regler for, hvordan man udregner den optagne mængde CO2. Der er til gengæld ikke nogle krav om, at skovplantningsprojekter skal være diversificerede, dvs. sammensat af forskelllige arter, eller at de skal være tilpasset til de naturlige økosystemer på den lokalitet, hvor de plantes. Det betyder, at det er muligt at plante store, ensartede skove, såkaldte monokulturer med en enkelt art, som vokser hurtigt som f.eks. fyr eller eukalyptustræer. Også selvom den pågældende træart er helt fremmedartet på den lokalitet, hvor den plantes.