Kyoto-Protokollen giver mulighed for, at lande kan etablere et nyt, kunstigt marked, hvor store CO₂-udledere som kulkraftværker og cementindustri kan handle indbyrdes med tilladelser til at udlede CO₂ efter et cap-and-trade-princip. ’Cap’ betyder her ’loft’ og ’trade’ betyder ’handel’.

Der skal være et fælles loft over udledningerne, og loftet – og dermed udledningerne – skal løbende sænkes. Udledningstilladelserne, som kaldes kvoter, kan sælges og købes på et marked.

Hver virksomhed tildeles en andel af den samlede udledning i form af et antal CO₂-kvoter, som den kan disponere over.

- En CO₂-kvote er et bevis på, at man har lov til at udlede 1 ton CO₂ i en given periode. For hver ton CO₂ en virksomhed udleder, skal den aflevere en kvote til et register hos myndighederne. (Kvoterne eksisterer ikke som et fysisk papir, men kun i elektronisk form.)

- En virksomhed, der ikke bruger alle sine kvoter, kan sælge de overskydende kvoter på CO₂-markedet. En virksomhed, der har behov for at bruge mere energi og derved udlede mere CO₂, end den har kvoter til, kan købe de manglende kvoter på CO2-markedet.

- Prisen på CO₂-kvoter bestemmes af udbud og efterspørgsel.

Ved gradvis at sænke antallet af kvoter, vil kvoteprisen stige og virksomhederne vil blive tilskyndet til at reducere udledningerne, og ved hjælp af markedet kunne man flytte reduktionerne hen, hvor de var billigst at lave.

Kvoteprisen kan falde, hvis efterspørgslen falder fx ved en mere effektiv udnyttelse af energien, eller hvis produktionen falder under en krise.

Hvis der er en høj kvotepris, bliver det attraktivt selv at reducere CO₂ frem for at købe kvoter. En lav kvotepris vil derimod fjerne tilskyndelsen til CO₂-reduktion og opmuntre til køb af kvoter.

Virksomhederne skal derfor vælge, om de vil reducere deres udslip i takt med det faldende kvoteloft eller købe evt. manglende kvoter på CO₂-markedet.

EU's kvotehandelssystem, EU-ETS

EU har benyttet sig af muligheden for at have et sådant kvotehandelssystem, som siden 2005 har været et af de vigtigste instrumenter til at opnå de udledningsreduktioner, som EU og EU’s medlemslande har forpligtet sig til i Kyoto-Protokollen.

Kvotehandelssystemet (Emissions Trading Scheme - ETS) betyder, at de største udledere af CO₂ får tildelt flest CO₂-kvoter.

I ETS har alle store udledere – cirka 11.500 virksomheder i EU’s medlemslande – fået tildelt gratis CO₂-kvoter. For at kvotehandelssystemet skal kunne bidrage til reduktionen af drivhusgasser, kræver det, at mængden af kvoter, der tildeles de enkelte virksomheder, løbende nedsættes, så virksomhedernes CO₂-udledninger nedsættes.

I første omgang har kvotedirektivet kun omfattet CO₂, men direktivet er forberedt til at kunne regulere alle seks drivhusgasser, som er omfattet af Kyoto-protokollen.

Fra 2013 kommer kvotesystemet således til også at omfatte udledning af PFC fra produktion af aluminium, af N₂O (lattergas) fra produktion af salpetersyre og andre syrer. Anlæg til fangst og lagring af CO₂ vil også blive omfattet (CCS).

Indtil i dag har det været de enkelte lande, der har besluttet, hvor mange kvoter de i alt ville uddele. Fra 2013 fastlægges tildelingen af kvoter på EU niveau.

Fra 2013 vil den gratis tildeling af kvoter langsomt blive erstattet af bortauktionering, hvor virksomhederne skal købe dem – i 2013 er det 20 pct. stigende til 70 pct. i 2020 og 100 pct. i 2027. Selv denne meget gradvise overgang fra gratistildeling vil blive svækket, da den blev gjort afhængig af, at der blev indgået en international klimaaftale ved COP15 i København.

Formålet med systemet har været, at få den private sektor til at finde de mest omkostningseffektive (dvs. de billigste) måder til at reducere deres CO₂-udledninger.

Problemer med kvotesystemet

For mange kvoter
Kvotesystemet blev iværksat i 2005, men det var tydeligt, at der blev uddelt for mange kvoter. Hvert land ville af økonomiske grunde tilgodese deres egne industrier. Dvs. at der blev for højt til loftet og kvoteprisen faldt. I 2007 gik det helt galt. ’Bunden gik ud af markede ’og kvoteprisen nåede på et tidspunkt 0 Euro. Det var med andre ord blevet helt gratis at udlede mere CO₂ end man havde fået kvoter til, og set i et kvotemarkedsperspektiv, gav det slet ingen mening at investere i CO₂-besparelser.

Den økonomiske krise
Men i efteråret 2011 skete det igen. CO₂-kvoteprisen kom langt under 10 Euro. Det skyldtes denne gang både for mange tildelte kvoter samt den økonomiske krise, som medførte et mindre energiforbrug og CO₂-udledning end ventet.

Det gav en umiddelbar gevinst for virksomheder, der havde fået tildelt flere gratis kvoter end deres produktion nu krævede. I Danmark havde fx Aalborg Portland i 2010 overskydende kvoter til en værdi af mere end 130 millioner kroner og Mærsk Oil for 50 millioner.

Fra 2008-10 fik ti store virksomheder i stål- og cementindustrien i EU tilsvarende gevinster på over 30 milliarder kroner på grund af overskud i virksomhedernes kvotebeholdninger.

Det er derfor ikke mærkeligt, at kul- og stållobbyen i Bruxelles meget kraftigt har modsat sig, at kvotesystemet blev strammet op.

Energibesparelser og energieffektivisering kan udhule kvotesystemet
EU har arbejdet på at gennemføre et direktiv om energieffektivisering. Men selv om det giver meget god mening at satse på at bruge energien mere effektivt, både fordi der er tale om knappe ressourcer og for at nedsætte CO₂-udledningen, så vil det svække kvotesystemet, med mindre kvoteloftet samtidig sænkes.

Der har været åben uenighed i Kommissionen i den anledning, men det er indført i direktivforslaget, at man kan overveje at tage kvoter ud i takt med energieffektiviseringen. 

CO₂-kreditter
En virksomhed i EU kan ”betale” for kvoter ved at gennemføre et projekt i et udviklingsland efter en model (CDM/JI), der er en del af Kyoto-Protokollen. Det kan fx være et projekt, der sikrer indvinding og udnyttelse af drivhusgassen metan fra en losseplads. Regnestykket går så ud på, at metan, som ellers ville være blevet udledt til atmosfæren, nu bliver brugt som brændsel (gas) fx til produktion af el. På den måde spares et brændsel, fx naturgas. Den drivhusgasudledning, som netto er sparet ved projektet kan nu godskrives EU-virksomheden, der altså bliver fri for at gøre en indsats på hjemmebane.

ETS tillader at bruge CO₂-kreditter til 50 pct. af reduktionerne mellem 2008 og 2020. 

Brugen af CO₂-kreditter (modregning eller på engelsk offsetting) er meget omdiskuteret. De fleste miljø- og udviklingsorganisationer er fx stærkt kritiske over for modregning, dels fordi mange projekter medfører tvivlsomme fordele for de lokalområder, de udføres i, og meget tit giver de ikke en ekstra besparelse af udledninger, som reglerne ellers kræver.

Snyd med kvoterI
2009 blev det afsløret, at der foregik omfattende svindel med kvotehandelen. Kriminelle registrerede sig under falske navne og på falske adresser i kvoteregistrene, hvorefter de gav sig til at handle med kvoter imellem to eller tre lande. De udnyttede nogle huller i momslovgivningen og i kvoteregistrene til at svindle for 38 milliarder kroner alene med udgangspunkt i det danske kvoteregister.