EU’s gældende (2012) energipolitik er sammensat af en række dokumenter, vedtagelser, køreplaner mv.

Her skal to af de vigtigste omtales:

En energipolitik for Europa
Klima-og energipakken

En energipolitik for Europa

”En energipolitik for Europa” blev vedtaget af Rådet den. 8.-9. marts 2007. Man havde erkendt, at den hidtidige politik ikke var holdbar - hverken i forhold til forsyningssikkerhed eller i forhold til ressourceanvendelse og klimapåvirkning.

EU er dybt afhængig af import af olie og gas, og højere energipriser ramte alle EU's medlemsstater, og klimaændringerne er allerede mærkbare.

Uden ændringer ville EU’s import af kul, olie og gas stige fra 50 pct. til 65 pct. i 2030. De fossile brændsler stod allerede i 2007 for 80 pct. af udledningerne af drivhusgasser, som EU havde forpligtet sig til at nedsætte. Uden indgreb ville de vokse.

Med vedtagelsen af denne politik kom klimahensynet til at spille en helt central rolle i energipolitikken. I hvert fald i målsætningerne og retorikken. I de praktiske beslutninger har samfundsøkonomi, energiforsyning og erhvervsinteresser stadig den største vægt.

EU’s målsætning blev, at den globale opvarmning skulle begrænses til højst 2° C over det førindustrielle niveau.

Konkrete mål blev
· ensidig forpligtelse til at gennemføre mindst en 20 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne senest i 2020 i forhold til 1990-niveauet

· forbedring af EU's energieffektivitet med 20 pct. senest i 2020

· forøgelse af andelen af vedvarende energikilder til 20 pct. senest i 2020

· vedtagelse af en miljømæssigt sikker politik for udskillelse og underjordisk lagring af kulstof, herunder opførelse af tolv demonstrationsanlæg i fuld skala i Europa senest i 2015. (CCS – Carbon Capture and Storage)

Midlern til at opnå reduktionen i drivhusgasudledningerne er først og fremmest EU's kvotehandelsordning (EU ETS) understøttet af andre klimapolitikker og energipolitiske initiativer.

Ideen er at skære udledningerne ned ved at reducere energiforbruget og ved i højere grad at dække forbruget med renere, lokalt produceret energi. Det vil begrænse effekten af prisstigninger på fossil energi og samtidig stimulere teknologisk fornyelse og skabe nye jobs.

Der er tale om samlede mål for EU's 27 medlemslande. Hvert land vil bidrage ud fra deres forskellige forudsætninger og udgangspunkter. De vil fremme de former for vedvarende energi, der passer bedst til deres muligheder og prioritering.

EU-traktaterne giver ikke EU ret til at diktere elselskabers brug af bestemte energikilder eller lægge afgifter på energiforbrug. Den konkrete energipolitik er et anliggende for nationalstaterne. EU’s politik på området er dog helt afgørende for landenes energipolitiske muligheder, da den fastlægger rammerne samtidig med, at der arbejdes på at skabe  et frit indre marked for alle former for energi.

En strategisk energiteknologiplan for EU

For at understøtte de overordnede mål vil EU udarbejde en plan for udviklingen af de nødvendige energiteknologier.

Planen satser på disse områder:

– Energieffektive bygninger, apparater, udstyr, industriprocesser og transportsystemer.

– Udvikling af biobrændstofferne, især af anden generation.

– Store konkurrencedygtige havvindmøller, som på sigt skal forbindes til  et europæisk el-supernet.

– Konkurrencedygtig solcellestrøm.

– Brændselsceller og brintteknologi til decentral elproduktion og transport.

– CO2-opsamling og -lagring (CCS).

– Fortsat forskning i atomkraft – bl.a. fissionsreaktorer af fjerde generation samt fusionsteknologi.

Atomkraft og forskning i ny atomkraftteknologi har været en fundamental del af EU’s energipolitik siden 19571955, hvor Euratom-traktaten blev vedtaget.

Den første forløber for EU var Kul- og Stålunionen, og kulindustrien har stået meget stærkt i EF/EU igennem alle årene. Også nu, hvor klimaspørgsmålet kommer højt på dagsordenen. Derfor har CO2-opsamling og ‑lagring (CCS) også fået en central rolle i EU’s energi- og klimapolitik. Kul- og gasindustrien har lobbyet længe og med held, for at netop den teknologi fremmes, da den vil være en garanti for, at kul og gas fortsat vil være vigtige brændsler.

 

Klima-og energipakken

”En energipolitik for Europa” fra 2007 er bl.a. fulgt op af Klima-og energipakken i 2009, som rummer de samme mål, de såkaldte 20-20-20 mål.

Energi- og klimapakken består bl.a. af direktiver, som er EU-lov, der skal indføres i medlemsstaternes lovgivning. Det drejer sig om VE-direktivet, CCS-direktivet, en ændring af kvotedirektivet (ETS) samt Byrdefordelingsdirektivet (for sektorer der ikke er omfattet af kvotedirektivet).

VE-direktivet
Der skal være bindende nationale mål for vedvarende energi, som tilsammen vil løfte den gennemsnitlige VE-andel i hele EU til 20 pct. i 2020. De nationale mål spænder fra 10 pct. i Malta til 49 pct. i Sverige. Målene skal bidrage til at mindske Europas afhængighed af importeret energi og mindske udledningen af ​​drivhusgasser.

CCS-direktivet
Direktivet giver en retlig ramme til udvikling af CCS.

Desuden vil EU give økonomisk støtte til bygning af 12 fuldskala CCS-demonstrationsanlæg inden 2015.

Ændring af kvotedirektivet (ETS)
Fra 2013 skal virksomhederne begynde at købe deres kvoter i kvotehandelssystemet ETS ved auktionering.

I 2013 drejer det sig om 20 pct., voksende til 70 pct. i 2020 og 100 pct. i 2027.

Aftalen indeholdt dog det store forbehold, at hvis der ikke blev opnået en international klimaaftale i de nærmeste følgende år, (og det er ikke sket), vil de virksomheder, der er mest udsat for international konkurrence stadig få tildelt deres kvoter gratis.

Byrdefordeling

Pakken sætter også mål for reduktion af udledning af drivhusgasser fra de sektorer, som ikke er omfattet af ETS, såsom transport, landbrug, boliger og affald.

De rigeste lande skal reducere med 20 pct. i 2020 – de fattigste får lov til at øge deres udledninger med 20 pct. Tilsammen skal udledningerne fra disse sektorer beskæres med 10 pct. sammenlignet med 2005.