Indtil sidst i 1980’erne var det primære formål med den danske energipolitik at opnå en så stor forsyningssikkerhed og økonomisk effektivitet i energiplanlægningen som overhovedet muligt.

Midt i 1980’erne kom klimaet for alvor i søgelyset internationalt. Først med den første internationale klimakonference i 1985 og dernæst med Brundtland-kommissionens rapport i 1987.

Dette afspejlede sig kraftigt i den følgende energiplan, “Energi 2000 – Handlingsplan for en bæredygtig udvikling”. Ifølge den skulle energiforbruget med udgangspunkt i 1988 frem til 2005 reduceres med knap 15 %, og udslippet af kuldioxid reduceres med 20 %. “Energi 2000” omfattede ikke transportsektoren, som fik sin egen handlingsplan: “Regeringens transporthandlingsplan for miljø og udvikling”. Ifølge denne skulle energiforbruget og kuldioxidudslippet stabiliseres inden år 2005 og derefter reduceres med 25 % inden 2030.

Den efterfølgende officielle energiplan, “Energi 21” fra 1996 fastholdt målsætningen om en 20 % reduktion i 2005 med udgangspunkt i 1988. Samtidig anbefaledes det, at den atmosfæriske koncentration af kuldioxid skulle stabiliseres på 450 ppm. Det betød en erkendelse af, at det ville blive nødvendigt med en langt større reduktion i udledningerne af kuldioxid på længere sigt. Planen forudsatte på den baggrund et fald i det samlede energiforbrug på ca. 17 % frem mod 2030, og at mere end halvdelen af el- og varmeproduktionen på det tidspunkt skulle dækkes af vedvarende energi.

I foråret 2000 udgav den daværende regering en samlet dansk klimastrategi for perioden frem til 2012, “Klima 2012”. Det er den første samlede strategi for at reducere udledningerne af ikke blot kuldioxid, men også de andre drivhusgasser, primært metan, lattergas og de industrielle drivhusgasser. Dette betød, at også landbrug og affaldsbehandling blev inddraget i den samlede klimastrategi. “Klima 2012” blev til på baggrund af Kyoto-aftalen. EU-landene skal ifølge denne samlet set reducere udledningerne af drivhusgasser med 8 % som gennemsnit for perioden 2008 til 2012 i forhold til 1990. Danmark har i EU-regi givet tilsagn om at reducere udledningen af drivhusgasser med 21 % i forhold til 1990.

I februar 2003 lagde den nye, borgerlige regering en ny klimastrategi på bordet. Den betød et skift fra den foregående strategi, som havde fokus på indenlandske nedskæringer i udledningerne af drivhusgasser. Den nye strategi baseres på såkaldte omkostningseffektive tiltag. Med andre ord, Danmark skal opfylde sine reduktionsforpligtelser så billigt som muligt. Det betyder samtidig, at der i strategien lægges stor vægt på at bruge de såkaldte fleksible mekanismer som kvotehandel, JI- og CDM-projekter til at opnå regnskabsmæssige reduktioner. I klimastrategien nævnes ingen langsigtede mål ud over Kyoto-forpligtelserne.