Den seneste klimastrategi fra 2003 markerer et væsentlig skift i forhold til den foregående klimastrategi, “Klima 2012”. Denne fokuserede primært på indenlandske muligheder for udledningsnedskæringer. For energisektorens vedkommende drejede det sig bl.a. om at få bygget flere små kraftvarmeværker, mere vedvarende energi og at satse på tekniske energibesparelser specielt i husholdninger og erhverv. Grundlæggende regnede man i planen med, at Danmarks Kyoto-forpligtelser skulle opfyldes ved at skære ned på de indenlandske udledninger af drivhusgasser i energisektoren såvel som i landbruget og transportsektoren.

“En omkostningseffektiv klimastrategi” fra 2003 tager udgangspunkt i, at det skal være så billigt (omkostningseffektivt) som muligt at opnå de reduktioner, Danmark har forpligtet sig til. Denne nye holdning til, hvordan Danmark skal opfylde sine Kyoto-forpligtelser, betyder i praksis, at de såkaldte fleksible mekanismer i Kyoto-protokollen skal bruges i den udstrækning, det vil være billigere end at reducere de faktiske indenlandske udledninger af drivhusgasser. Princippet om at feje for egen dør først forlades helt til fordel for rent økonomiske overvejelser.

En del af de krævede reduktioner skal opnås ved at tildele dels energisektoren og dels udvalgte produktionsvirksomheder med en høj udledning af drivhusgasser udledningskvoter. Virksomhederne skal betale bøder, hvis de overskrider kvoterne. Det vil være muligt at undgå at nedskære sine udledninger ved at købe ekstra udledningskvoter inden for det såkaldte kvotehandelssystem, først inden for EU, og senere i alle lande omfattet af Kyoto-protokollens nedskæringskrav. Virksomheder, som er gode til at skære ned på deres udledninger, kan tilsvarende sælge deres ubrugte kvoter til andre virksomheder. Virksomheder kan også få kvotekreditter ved at indgå i JI- eller CDM-projekter.

Et andet væsentligt element i klimastrategien er statslige indkøb af JI- og CDM-kreditter. Det betyder, at staten går ind i projekter, enten i andre Kyoto-lande eller ilande, typisk tredjeverdens lande, som giver udledningsnedskæringer. Disse nedskæringer kan Danmark så bogføre på sin udledningskonto. Staten kan også direkte købe ubrugte udledningskvoter på nationalt plan. Her vil der først og fremmest være muligheder i Rusland og andre lande inden for den tidligere Sovjet-blok, hvor en økonomisk tilbagegang har betydet langt mindre udledninger i disse lande end forudsat i Kyoto-protokollen.

Indenlandske nedskæringer skal kun ske i det omfang, det er billigere end at bruge Kyoto-protokollens mekanismer til at købe sig til kvoter. Man fastholder dog tiltag, der allerede er igangsat bl.a. for at fremme energibesparelser i husholdningerne. De økonomiske effektivitetskrav vil primært ramme udvikling og udbygning af vedvarende energi samt mere vidtgående energibesparelser.