Den nuværende danske energistrategi indeholder dels en plan for en energispareindsats for perioden 2006 til 2013, dels en energistrategi for perioden frem til 2025.

Energispareplanen prioriteter “...en markedsorienteret energispareindsats, hvor der er fokus på store, rentable besparelsespotentialer og på virkemidler, som kan realisere en betydelig del heraf med lave omkostninger.” Eller med andre ord, der skal satses på de billigste energibesparelser, og midlerne til at få dem iværksat skal ligeledes være de billigst mulige. På dette grundlag regner man i energispareplanen med et besparelsespotentiale på kun 1 % årligt fra 2006 til 2013. Dette svarer stort set til den forventede vækst i energiforbruget, hvilket totalt set betyder, at de forventede besparelser går lige op med den forventede vækst.

En væsentlig del af besparelserne skal hentes i boligsektoren bl.a. ved hjælp af energimærkning af boliger, strammere bygningsreglement og krav om besparelser i forbindelse med større renoveringer. Andre virkemidler er bl.a. rådgivning og kampagner over for erhvervsliv og private. Hele transportsektoren er holdt ude af energispareplanen.

Den nye såkaldte energiforsyningsstrategi fokuserer ligeledes på økonomi frem for miljø og forsyningssikkerhed: “Det er afgørende for regeringen, at de anvendte virkemidler er omkostningseffektive og tilpasset velfungerende markeder, hvor konkurrencen har mulighed for at udfolde sig til gavn for forbrugerne,” hedder det. Det er altså billig energi til forbrugerne her og nu, der er hovedformålet med energipolitikken.

Det betyder bl.a., at der ikke er nogen overordnede planer for at erstatte fossilt, CO2-skabende brændsel med vedvarende energikilder. “Regeringen ønsker at anvende markedet som basis for en fortsat øget anvendelse af vedvarende energi.” Altså vedvarende energi kun om markedet vil det. Som en konsekvens af denne primært markedsorienterede energistrategi vil regeringen ”...reducere støtte til vindkraft og decentral kraftvarme markant i forventning om, at teknologien i sig selv bliver mere konkurrencedygtig.”

Regeringens energiforsyningsstrategi indeholder derfor hverken planer eller mål for en omstilling af den nuværende energiforsyning til vedvarende energi. I stedet er der opstillet tre scenarier for, hvilken udvikling der kan forventes med forskellige forudsætninger om udviklingen i råoliepriser og CO2-kvotepriser. Ifølge disse scenarier vil lave råoliepriser og lave kvotepriser ikke overraskende betyde en lille udbygning med vedvarende energi, mens høje råoliepriser og høje kvotepriser vil betyde en større udbygning med vedvarende energi.

Det primære virkemiddel til at nedsætte CO2-udledningen fra energisektoren bliver dermed CO2-kvoterne. Men en væsentlig del af de krævede nedskæringer af CO2-udledningen i energisektoren kan ved brugen af kvotesystemet undgås ved i stedet at købe sig til kreditter ved hjælp af CDM- og JI-projekter samt ved at købe kvoter i EU’s kvotehandelssystemet.

Det er altså meget svært at forudsige, hvor store reelle nedskæringer af CO2-udledningen i den danske energiforsyning, der kommer til at ske med den nuværende energipolitik.