Kyoto-protokollen handler udelukkende om perioden indtil år 2012. Protokollens mål var, at industrilandene på det tidspunkt skal have skåret deres udledninger af drivhusgasser ned med mindst 5,2 %. Vi ved nu, at dette mål ikke bliver nået. Det skyldes især, at en række lande, deriblandt den allerstørste udleder af drivhusgasser, USA, har nægtet at deltage i Kyoto-processen.

På COP 13 i Bali i december 2007 vedtog man det såkaldte Bali Roadmap. Dette Roadmap indeholder den såkadte ”Bali Action Plan” som består af fire dele: Den fællles vision; udledningsreduktioner for Annex 1-landende, herunder kvotehandel og de såkaldte fleksible mekanimser (offsetting); tilpasning til klimaændringer; teknologioverførsel og finansiering. Desuden er reduktion af udledninger fra fældning og ødelæggelse af skovene i udviklingslandene kommet ind som et selvstændigt forhandlingsemne.

Den fælles vision omfatter alle lande, som har underskrevet FN’s Klimakonvention, og den bygger på Klimakonventionens overordnede paragraf om at holde klimaændringerne på et såkaldt ufarligt niveau. Den fællles vision skulle indeholde en mere præcis definition af, hvad dette er. Klimaforskerne siger rimeligt enstenmigt, at denne grænse ligger ved en global temperaturstigning på maksimalt 2 grader over det førindustrielle temperaturniveau. Klimaforhandlingerne i Poznan (COP 14) viste ingen tegn på enighed om dette blandt de lande, der har underskrevet Klimakonventionen.

Udledningsreduktioner for de nuværende Annex-1 lande drejer sig kort sagt om, hvem der skal skære ned på deres udledninger af drivhusgasser, hvor meget de skal skære ned, og hvor hurtigt, de skal skære ned. Forhandlingerne drejer sig om perioden, efter at Kyoto aftalen er udløbet. Dvs fra 2012 frem til det tidspunkt, man aftaler under forhandlingerne. Forhandlingerne drejer sig primært om, hvor meget de rige lande skal forpligte sig til at reducere deres udledninger. Et nøglepunkt er, om flere lande end de nuværende Annex-1 lande skal pålægges bindende reduktionsmål.

Som en del af  “The Bali Action Plan” blev det besluttet at udvide det internationale samarbejde for at hjælpe de lande, som er specielt sårbare over for klimaændringer. Dette skal ske gennem den såkaldte Tilpasningsfond, som skal hjælpe disse lande med støtte til at klare oversvømmelser, tørke og andre klimabetingede problemer. Fonden finansieres af en to-procent andel af indtægterne fra CDM-projekter. Dette er imidlertid langt fra nok til at opfylde de krav, fonden skal kunne klare i fremtiden. Derfor skal der flere penge i Fonden, og pengene skal komme fra de rige lande.

Skovfældning og ødelæggelse af skovområder i udviklingslandene bidrager kraftigt til de globale udledninger af CO2. Derfor er målet at inkludere  en mekanisme, som kan reducerer disse udledninger (REDD) i den næste klimaaftale. Stærke kræfter arbejder for, at denne skovmekanisme skal markedsgøre udviklingslandenes skovområder og gøre det muligt for de rige lande at opkøbe og beskytte skovområder i stedet for at skære ned på deres egne udledninger af drivhusgasser.