Den globale opvarmning er allerede i gang. Uanset hvor meget og hvor hurtigt vi får begrænset de fremtidige udledninger af drivhusgasser, vil de klimaændringer, vi allerede har sat i gang, få konsekvenser både for naturen og for vores samfund.

Jo mere vi tillader klimaet at ændre sig, jo større bliver både de menneskelige og de økonomiske omkostninger, for slet ikke at tale om de i mange tilfælde uoprettelige skader på Jordens økosystemer.

Sårbarheden over for klimaændringerne varierer meget for forskellige områder af Jorden, både hvad angår naturens evne til at tilpasse sig og samfundets evne til at imødegå klimaændringerne. For eksempel vil virkningerne af klimaændringerne i de arktiske områder som Alaska, det nordlige Canada, Grønland og det nordlige Rusland blive store og hurtige og dermed voldsomt ødelæggende for de arktiske økosystemer. Det vil samtidig betyde enden på de sidste inuit-jægersamfund i disse områder. Disse samfund har samtidig selv meget begrænsede muligheder for at påvirke de internationale tiltag for at begrænse klimaændringerne.

Det samme gør sig gældende for mange af de små ø-stater og lavtliggende områder i de fattige lande, hvor havstigning og voldsomme storme vil få ødelæggende virkninger. De fleste af disse områder har også meget begrænsede økonomiske midler til rådighed til at imødegå klimaændringerne ved f.eks. at bygge dæmninger.

En ændring af de globale nedbørsmønstre ser også ud til at ville ramme de fattigste lande hårdest. Resultatet kan blive flere og længere perioder med hungersnød og et stigende antal miljøflygtninge.

De rige lande vil i det mindste på kortere sigt have lettere ved at tilpasse sig klimaændringerne, men på længere sigt kan det undergrave den økonomiske stabilitet. Udskydes den nødvendige reduktion af drivhusgasudledningerne, kan det også på længere sigt true fødevareforsyningen i et stigende antal områder, specielt Sydeuropa ved Middelhavet og hele Australien.