Kan man forestille sig en “ren“ kulteknologi? Det mener mange af de store energiselskaber, som er bange for, at de på grund af den globale opvarmning må sige farvel til den billige og lette kulteknologi.

Kullene kan ifølge selskaberne blive “rene“, ved at man opfanger den store synder, nemlig CO2, og deponerer den i undergrunden. Teknologien kaldes også for CCS eller Carbon Capture and Storage – CO2-opfangning og -lagring. CCS-teknologien er endnu kun på demonstrationsstadiet, og der kan gå mange år endnu, før den er klar til at blive taget i brug. Alligevel planlægger energiselskaber og politikere i de industrialiserede lande at satse store milliardbeløb på teknologien.

Men der knytter sig en lang række større og mindre uløste problemer til teknologien og til at bruge kul i det hele taget.

• Der er en lang række miljøeffekter ved at bruge kul og ved at bruge CCS-teknologien. Teknologien nedsætter effektiviteten i kraftværkerne, så der skal brydes og transporteres omkring 40 % mere kul. Den opsamlede CO2 skal transporteres og lagres.

• På trods af at man opfanger og lagrer CO2, vil der stadig blive udledt CO2 både under brydning og transport af kullene og fra kraftværkerne. Og man vil højst kunne opfange cirka 85 % af CO2’en fra denne større mængde kul.

• Det er dyrt at udvikle og bruge teknologien. Det betyder, at der bliver færre penge til energibesparelser og vedvarende energi, som kan levere både hurtigere og billigere CO2-reduktioner.

• Det er helt uafklaret, hvem der har ansvaret for, at den CO2, man pumper ned i undergrunden, også bliver der

Alt i alt må man sige, at CCS-teknologien er en yderst problematisk metode til at opnå CO2-reduktioner. Teknologien er dyr, den er langt fra færdigudviklet, den vil ikke levere CO2-reduktioner så hurtigt, som vi har brug for, og den indeholder en lang række uløste problemer.