CCS-teknologien er dyr – meget dyr. IPCC – FN’s Klimapanel – sætter omkostninger ved omsamling og lagring af CO2 til mellem 20 og 270 US$ per ton (2005).  Industrien selv sætter prisen til 30 – 45 euro per ton (cirka 42 – 62 US$), men det første gennemregnede eksempel i Mongstad i Norge lander på cirka 240 euro eller cirka 334 US$ per ton. Reelt er der ingen, der kender de fremtidige omkostninger ved at reducere CO2-udledninger fra kulkraftværker ved hjælp af CCS.

Hvad vi ved er, at udviklingsomkostningerne og de fremtidige anlægsomkostninger er så høje, at CCS ikke vil blive udviklet og brugt uden massiv offentlig økonomisk støtte i alle led. Det betyder reelt, at udvikling, anlæg og den fremtidige drift vil blive skatteyderfinansieret. Teknologiens kommercialisering og fremtidige levedygtighed på markedsvilkår afhænger på nuværende tidspunkt fuldstændigt af, hvor store beløb der bliver tilført fra det offentlige.

Teknologiens fortalere har derfor også krævet massiv offentlig støtte med henblik på at gøre CCS konkurrencedygtig over for alternative CO2-reducerende teknologier. Det vil primært sige energibesparende teknologier og vedvarende energi.

Presset fra de store energiselskaber og kulminesektoren har betydet, at CCS er ved at opnå en status som en uomgængelig CO2-reducerende teknologi i klima- og energipolitikken over det meste af verden. Det betyder, at der tages penge fra teknologier, som allerede er veludviklede og klar til – eller tæt på at være klar til – at blive taget i brug. Mange af disse teknologier vil kunne levere langt større og hurtigere CO2-reduktioner end CCS.