![]() |
|||||||
![]() |
|
||||||
![]() |
![]() |
||||||
CCS-teknologien er ikke uden risici. Ligesom de fleste andre komplicerede teknologier kan der ske fejl på grund af fejlkonstruktioner, på grund af teknologiske ”genveje” og sjusk forårsaget af økonomiske hensyn, og ikke mindst kan der ske menneskelige fejl. Spørgsmålet er, hvem der har ansvaret, når der sker fejl, og specielt hvis fejlen eller uheldet får økonomiske konsekvenser for det omgivende samfund. Det er for eksempel sket ved skibskatastrofer med olietankere, hvor der er sket store udslip af olie. Det har flere gange ført til årelange slåskampe om det økonomiske ansvar og erstatningsstørrelser. Den mest kendte af disse er sikkert Exxon Valdez-katastrofen i Alaska, USA. Brug af CCS i større omfang vil også betyde en risiko for fejl og uheld, hvilket i værste fald kan føre til store udslip af CO2. Hvem der har ansvaret, hvis der skulle ske store udslip af CO2 fra transport og lagring, er på nuværende tidspunkt et åbent spørgsmål. Det er også et åbent spørgsmål, hvordan CO2 skal klassificeres, og det vil få store konsekvenser for de krav, der skal stilles til håndteringen af CO2. Disse vil øges kraftigt, hvis CO2 klassificeres som farligt affald, hvad det jo med rette bør. Et andet helt åbent spørgsmål er, hvordan man overhovedet kan tale om en ansvarsplacering over det lange spand af tid, hvor CO2 skal deponeres. Skal man tale om en meningsfuld sikkerhed, skal der reelt være tale om en slutdeponering over et spand på mange tusinder af år. Disse spørgsmål er så problematiske, og konsekvenser af uheld kan være så åbenbart alvorlige, at de fleste energiselskaber reelt nægter at bruge teknologien, hvis de skal påtage sig det ansvar, der er forbundet med langtidsdeponering af CO2. Det betyder, at samfundet og dermed de fremtidige generationer af skatteydere vil komme til at betale alle de omkostninger, der kan opstå i forbindelse med CO2-lagre. Ud over at de også vil bære konsekvenserne af mulige, fremtidige CO2-udslip fra lagrene. |
|||||||
Det er sandsynligt, at sikkerheden for, at den deponerede CO2 bliver i undergrunden i gennemtestede højkvalitetslagre, er rimelig stor. Ifølge IPCC er der en stor sandsynlighed for, at 99 procent af den deponerede CO2 bliver i undergrunden over en periode på 1000 år. Men der er ingen sikkerhed for, at der er tilstrækkeligt med højkvalitetslagre, hvor de skal bruges. Vælger man af økonomiske grunde lagre af lavere kvalitet, og bliver de ikke testet og overvåget tilstrækkeligt, stiger risikoen for udslip kraftigt. |
|||||||
![]() |
|||||||
![]() |
|||||||
![]() |
|||||||