Hvordan skal vi sammensætte fremtidens energiforsyning? Kræfter i EU forsøger nu – sammen med nogle af de store spillere på energiscenen – at sælge os en forbrugerromantisk drøm om frit valg på alle hylder i deres iver efter at sælge os højteknologiske løsninger som CO2-lagring og atomkraft.

Et par atomkraftværker tilsat noget CO2-rensning og lagring på vores kulkraftværker suppleret med et godt drys vedvarende energi til glæde for de grønne og så lidt energieffektivisering, hvis der er plads til det, og det kan betale sig. Så skal det nok gå alt sammen.

Ud fra en liberal forbrugerbetragtning lyder det jo helt rigtigt. Men intet kunne være længere fra sandheden. Problemet er, at flere af valgene udelukker hinanden gensidigt, samtidig med at nogle af valgene binder os 30, 40 eller helt op til 50 år ud i fremtiden. Der er flere grunde til dette. Her skal blot nævnes de to vigtigste:

1. Mange energikilder trives meget dårligt eller slet ikke med hinanden i et energiforsyningssystem. Det gælder f.eks. atomkraft og vindmøller. Selv inkarnerede atomkrafttilhængere erkender, at det forholder sig sådan. Det samme vil være tilfældet i andre lande. Jo mere atomkraft i elforsyningssystemet, desto mindre plads vil der være til vindenergi, specielt hvis man, som i Danmark, ikke har vandkraft til at regulere med.

2. Pengekassen til investeringer er ikke uendelig stor. Vælger vi f.eks. at investere store summer i rensning og oplagring af CO2 i geologiske lag i undergrunden, vil der blive så meget mindre til at investere i energieffektiviseringer og vedvarende energi.

Vi er altså nødt til at vælge. Atomkraften har vi valgt fra i Danmark. Og det brede politiske flertal drømmer i øjeblikket ikke om at sætte den på dagsordenen. Kun en lille gruppe stædige atomkrafttilhængere forsøger stadig at få atomkraft på den politiske dagsorden.

Men CO2-rensning, som mange ser som en løsning på CO2-problemet, har mange af de samme problemer som atomkraften. CO2-rensning og -oplagring vil på grund af de store investeringer, der er tale om, binde energiforsyningen til kul langt ud i fremtiden. Det vil tage store midler fra langsigtede og mere effektive tiltag som en omfattende energieffektivisering på både forbrugs- og forsyningssiden og fra vedvarende energi. Og det vil udgøre en stor risiko for de kommende generationer, som skal leve med faren for, at CO2 slipper ud i atmosfæren og udløser en måske endnu større klimakatastrofe end den, vi i forvejen er ved at skabe.