De fleste af os kan umiddelbart skære vores energiforbrug ned med 5–10 %. Nogle af os måske endnu mere. Det er bare et spørgsmål om at lave om på nogle dårlige vaner.

Lader du fjernsynet stå tændt, selv om du laver noget andet? Hvad med computeren? Du har måske fjernsyn og computere i flere rum. Hvor mange af dem står konstant tændt? Nutidens fjernsyn, computere og andre apparater kan godt tåle at blive slukket og tændt flere gange på en dag. Det såkaldte standby-forbrug, som er det elforbrug, apparaterne har, når de kun er slukket via fjernbetjeningen, er voksende og en helt unødvendig økonomisk omkostning og forureningskilde. Standby-forbruget kan udgøre helt op til 10 % af det samlede elforbrug, så der er også penge at spare.

Slukker du lyset efter dig, eller brænder lyset helt unødvendigt i rum, hvor ingen opholder sig? Glemmer du at skrue ned for termostaten på radiatoren, når du lufter ud, eller fyrer du for gråspurvene? Glemmer du at slukke for opladeren til mobiltelefonen eller mp3-afspilleren? Det koster strøm til ingen nytte.

Det er bare nogle af de dårlige vaner, som de fleste af os kan genkende. Du kan sikkert selv finde andre dårlige vaner, som betyder et højere energiforbrug end nødvendigt. Og det er dyrt. Konstant tændt lys, fjernsyn, der kører hele tiden, computere, musikanlæg osv., som står på standby hele døgnet, kan koste flere tusinde kroner årligt for en familie.

Læs mere om standby forbrug på Elsparefondens hjemmeside