Jeg elsker at rejse – også langt. Jeg kører meget i bil. Og jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg udleder så meget CO2. Hvad kan jeg gøre?

Flere og flere mennesker har dårlig samvittighed over at udlede så meget CO2. Og de vil gerne gøre noget ved det – bare det ikke griber for hårdt ind i deres livsstil. Så lad os plante et træ. Det kan suge noget CO2 op og på den måde hjælpe både på klimaet og på vores dårlige samvittighed.

Den stigende dårlige samvittighed har skabt et voksende marked af selskaber, som udbyder såkaldte CO2-kompensations-projekter. Her kan man købe sig fri for sin dårlige samvittighed ved at investere i alt fra træplantning til indiske biogasanlæg, gaskomfurer i Darfur, vindmølleprojekter i Tyrkiet eller CO2-kvoter.

Problemet er, at der ikke er nogen kontrol med dette voksende marked. Der er ingen garanti for, at projekterne har den virkning, der bliver lovet. Og der er ingen garanti for, at projekterne ikke var blevet gennemført alligevel, så de ikke medfører nogen reel CO2-kompensation.

Træplantningsprojekter, der etableres for at opfange CO2, hviler på et videnskabelig set meget løst grundlag. Det tager lang tid for et nyplantet træ at opsuge den CO2, der skal kompenseres for – op til 30-40 år. Men den CO2, man køber sig aflad for, bliver udledt med det samme og påvirker altså klimaet, indtil træet er udvokset. Samtidig skal der være garanti for, at træet ikke bliver fældet eller går til i en skovbrand.

De fleste af kompensationsprojekterne er placeret i fattige lande, hvor de er billige at etablere. Men det er også her, der udledes mindst CO2 i forvejen.

Vi kan altså kompensere alt det, vi vil. Men i det lange løb er vi nødt til at skære ned på vores egne udledninger. Nok så mange kompensationsprojekter vil aldrig kunne kompensere for al den CO2, vi udleder i de rige lande. Vi kan lige så godt se i øjnene, at vi er nødt til at gøre noget selv.