Det allerstørste problem i Kyoto-protokollen er efter NOAH’s mening indførelsen af de såkaldte mekanismer. Disse mekanismer giver de rigeste i-lande, som oftest også er dem med de største udslip pr. indbygger, mulighed for at købe sig til regnskabsmæssige nedskæringer i deres udledninger ved enten at købe CO2-kvoter hos andre i-lande, som ikke selv kan bruge deres egen CO2-kvote, eller ved at gå ind i projekter i andre lande, hvor det er billigere og lettere at skabe nedskæringer.

Den såkaldte handel med udledningskvoter (emission trading) betyder i praksis, at der kan handles med de udledningskvoter, som landene har fået tildelt ifølge Kyoto-aftalen, men som de ikke selv bruger. Det har den effekt, at de totale udledninger af drivhusgasser vil stige mere end ellers, fordi nogle rige lande kan betale sig til en større stigning, end de egentlig havde fået tilladelse til. Det er ud fra et miljømæssigt synspunkt klart uhensigtsmæssigt. Det vil sandsynligvis primært være Rusland og evt. andre østeuropæiske lande, som har mulighed for at sælge kvoter i større omfang. Her er energiforbruget nemlig gået kraftigt ned efter Østblokkens sammenbrud, dels på grund af en generel økonomisk tilbagegang i primært Rusland, dels på grund af nedlæggelse af store dele af den meget energiforbrugende sværindustri. Det betyder, at disse lande har fået tildelt meget større udledningskvoter, end de i øjeblikket har brug for.

JI- (Joint Implementation) og CDM- (Clean Development Mechanism) projekter har grundlæggende det samme problem som kvotehandlen, nemlig at rige lande kan betale sig fra udledningsnedskæringer i lande, hvor der kan laves billigere og smartere projekter end i hjemlandet. Det land, som ønsker at købe udledningskvoter, vil naturligvis lede efter projekter, hvor man kan opnå udledningsnedskæringer billigst muligt. Men det betyder i praksis, at det land, hvor nedskæringen sker, mister muligheden for de billigste nedskæringer i sine egne udledninger, når de selv skal til at skære ned på deres udledninger. Dette er efter NOAH’s mening en uetisk måde at opnå nedskæringer på for de rige lande, deriblandt også Danmark. De lande, der har en stærk økonomi, burde efter NOAH’s mening netop gå foran i udviklingen af den nødvendige teknologi til at opnå nedskæringer, hvor det er sværere og dyrere og først og fremmest inden for egne grænser, hvor udledningerne er langt større pr. indbygger end i de fattigere lande.

Hertil kommer, at mange af de projekter, der indtil nu er blevet godkendt som CDM-projekter er meget problematiske. Nogle af disse projekter er tilknyttet HCFC-produktion i lande, hvor dette endnu er tilladt. Projekterne er rettet imod at ødelægge den HFC-23 gas, der produceres som et biprodukt ved HCFC-produktionen, og som er en meget stærk drivhusgas. Opmærksomheden burde efter NOAH’s mening snarere rettes imod helt at få afviklet den resterende produktion af HCFC-gasser. Andre projekter er rettet imod at tappe og afbrænde metan fra lossepladser. Da metan er en stærkere drivhusgas end kuldioxid, opnår man altså en billig klimaeffekt, som kan godskrives på det investerende lands regnskab. Efter NOAH’s mening burde interessen rettes imod at bruge den indvundne metangas til energiproduktion frem for at brænde den af.

Nogle af de allermest problematiske projekter handler om at plante træer for at opsuge CO2 fra atmosfæren. Mere om det i næste afsnit.