Den kemiske industri har i løbet af de seneste årtier opfundet i tusindvis af nye kemiske forbindelser, som ikke findes i naturen.

Nogle af disse forbindelser er de såkaldte halocarboner, som er kulstofforbindelser, der indeholder fluor, klor, brom eller jod. Da de ikke er giftige, har de fået mange forskellige tekniske anvendelser, f.eks. til produktion af skumplast, som kølemiddel i køle- og fryseskabe, som brandsluknings-, driv- og opløsningsmidler.

Svovlhexafluorid bruges fortrinsvis i vinduesglasindustrien som en lydisolerende gas i specielle termoruder. Andre halocarboner anvendes på metalværker, kraftværker og i laboratorier.

Alle halocarbonerne er særdeles kraftige drivhusgasser. Svovlhexafluorid er f.eks. 22.200 gange så effektiv en drivhusgas som CO2. Samtidig har mange en meget lang nedbrydningstid i atmosfæren - op til adskillige tusinde år. Heldigvis optræder de endnu kun i ganske små koncentrationer i atmosfæren.

En del af halocarbonerne, de såkaldte CFC’er og HCFC’er, virker samtidig kraftigt nedbydende på atmosfærens ozonlag. Af den grund er der lavet en international aftale, den såkaldte Montreal Protokol, om afvikling af disse gasser. Desværre er de i stort omfang blevet erstattet i f.eks. køleskabe af kemiske forbindelser, som er endnu stærkere drivhusgasser.