Mens det langsomt er ved at gå op for den politiske verden, at den globale opvarmning ikke forsvinder, og at det bliver nødvendigt og sandsynligvis upopulært at forholde sig til den, ruster kulmineindustrien og atomkraftindustrien sig. Kulmineindustrien, fordi store økonomiske interesser er på spil, og den specielt i USA ekstremt konservative branche ser sine interesser truet. Atomkraftindustrien, fordi den efter flere årtiers dødvande vejrer morgenluft med relancering af den ellers hensygnende atomkraft som løsningen på de truende klimaændringer.

Kulmineindustrien forsøger – ikke uden held – at sælge CO2-udskillelse og deponering (på engelsk: Carbon Capture end Storage - CCS) som det teknologiske fiks, der fortsat kan sælge kul som en brugbar energikilde. Atomkraftindustrien har haft nogle meget magre årtier. Den håber nu på, at politikerne i de vestlige lande vil sætte offentlige midler i nye atomkraftværker som svar på den globale opvarmnings udfordring. Kombinationen af kul med CO2-deponering og atomkraft ser ud til at være de store energiselskabers drøm. Der er stadig masser af kul og mange penge at tjene for kulmineindustrien, hvis vi bider på. Og atomkraftindustrien har vansmægtet siden ulykkerne på Tre Mile Øen og Tjernobyl. Der er store økonomiske interesser, som ønsker, at vi skal binde os til fortidens energikilder i mange årtier frem.

Fusionsenergien har længe været holdt frem som den ultimative løsning på de rige landes energibehov. Indtil nu har fusionsforskning brugt både energi og penge i store mængder, stadig uden bare med nogenlunde sikkerhed at kunne sige om, eller hvornår det første fusionskraftværk kan stå færdigt. Det kan vare 40 år, 50 år eller måske endnu længere tid. Det betyder, at fusionsenergi under ingen omstændigheder kan medvirke til at erstatte de fossile brændsler i løbet af de kommende årtier, hvor de store CO2-reduktioner skal ske.

Fortalerne for at gøre brug af disse teknologier argumenterer med, at vi ikke kan opnå den nødvendige CO2-reduktion ved hjælp af energibesparelser og vedvarende energi alene. En påstand, som modsiges af et stigende antal energiforskere. Tværtimod viser flere og flere undersøgelser, at mulighederne for energibesparelser er så store, at vi har gode muligheder for at frigøre os fra såvel de fossile brændsler som atomkraft.