Minearbejde er farligt og sundhedsskadeligt arbejde, uanset hvad der hentes op af jorden. Og minearbejde bliver den dag i dag, specielt i de fattige lande, i stort omfang udført af fattige og udsatte befolkningsgrupper. Minearbejdere i uranminer udsættes ud over stenstøv, som forårsager silikose (stenlunger), også for radioaktive stoffer i det støv, de indånder, og for en forhøjet radioaktiv stråling fra radioaktive gasarter, specielt radon, som frigives fra uranmalmen. Der findes ikke nogen statistikker over, hvor mange tusinde mennesker der er døde som følge af arbejdet i uranminerne. En af årsagerne er, at følgesygdommene, specielt kræftformer som lungekræft, først viser sig op til 20 år eller mere efter arbejdet i minerne.

I mange lande ligger uranforekomsterne i områder, som tilhører oprindelige folkeslag. Det gælder f.eks. i USA, Canada og Australien. I nogle tilfælde har de lokale indbyggere også arbejdet i minerne uden tilstrækkelig information om risikoen og uden tilstrækkelig beskyttelse imod den radioaktive stråling. I USA har f.eks. et stort antal Navajo-indianerne arbejdet i uranminer på indianernes eget territorium i den periode, hvor uran primært blev brudt for at lave atombomber. Et stort antal af disse indianere er senere blevet syge, og mange er døde. Nu har Navajo-indianerne forbudt uranbrydning på deres landområder for at undgå en gentagelse af fortidens problemer.

Over halvdelen af verdens produktion af uran kommer fra miner i Canada, og Australien. På de næste pladser kommer Kasakhstan, Rusland, Namibia, Niger, USA, Ukraine, Kina og Sydafrika.