Atmosfæren og biosfæren

Ligesom havet rummer Jordens vegetationsdække af skov og andre planter sammen med det øverste jordlag, humuslaget, et meget stort kulstoflager. Det er dog med sine cirka 2.200 Gt kul betydeligt mindre end havets. Jordens økosystemer er normalt i balance. Det betyder, at de optager nogenlunde lige så meget CO2, som de afgiver. Træer og anden vegetation optager CO2 fra atmosfæren, når planterne vokser, men denne CO2 bliver frigivet igen, når planterne dør og rådner, eller når områder afbrændes på grund af lynnedslag.

Når koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger, vil planternes stofskifte og dermed deres vækst øges. Det kan betyde, at planterne optager mere CO2 fra luften, så koncentrationen i atmosfæren ikke stiger så hurtigt, når der udledes CO2 fra afbrænding af fossile brændsler.

Det er dog langt fra sikkert, at det vil få den store betydning. For det første frigives det oplagrede CO2, når planterne dør og går i forrådnelse. Det vil altså højest udskyde problemet til senere. For det andet er der tvivl om, hvor meget ekstra CO2 træer og andre planter faktisk kan optage. Træernes vækst reguleres nemlig af andre faktorer end CO2-koncentrationen i luften. Der skal også være tilstrækkeligt med næringsstoffer, specielt kvælstof, tilstede i jorden. I en have kan man tilføje manglende næringsstoffer, men i de udstrakte skovområder, der optager luftens CO2, vil væksten være styret af de næringsstoffer, der naturligt er til stede i skovbunden. Det er altså usikkert, i hvor høj grad skovene kan fungere som det store dræn for den stigende CO2-koncentration i atmosfæren.

Hertil kommer, at mennesket mange steder på Jorden fælder og afbrænder de skove, som skulle hjælpe med at holde CO2-koncentrationen i skak. Og de stigende globale temperaturer betyder i sig selv øget risiko for flere og mere intensive skovbrande.